Verdens første: På Bornholm skal energi gemmes på en ny måde
Atomkraftudvikleren Seaborgs nye firma vil forvandle sorte energianlæg til grønne af slagsen, hvor der lagres energi fra sol og vind.
I Rønne på Bornholm skal der i 2024 åbnes et energianlæg, der kaldes verdens første af sin slags.
Et biomasseanlæg på klippeøen skal således forvandles til et sted, hvor der lagres energi fra sol og vind.
Bag projektet står Hyme, der er vokset ud af det danske atomkraftfirma Seaborg med en række store investorer i ryggen. Heriblandt Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.
»Det her energianlæg på Bornholm er den største historie, Hyme har haft indtil videre. Potentialet er virkelig stort,« siger Ask Emil Løvschall-Jensen, adm. direktør i Hyme.
Ambitionen er at omdanne sorte energianlæg - oftest kraftværker drevet af kul og naturgas - rundt om i Europa til grønne anlæg, hvor der gemmes energi fra sol og vind. Det skal så sendes tilbage som el og varme, når vinden ikke blæser.
»De dramatiske stigninger i energiprisen gør det endnu mere attraktivt at lagre energi fra sol og vind. Kort sagt kan storskala-lagring være afgørende for at stabilisere priser i den grønne omstilling,« siger Ask Emil Løvschall-Jensen.
Omdannelsen af biomasseanlægget på Bornholm tager to år og koster lidt over 100 mio. kr., heraf støtter EU projektet med 60 mio. kr.
Bornholms Energi & Forsyning er ejer af projektet og vil drive det nye grønne anlæg. Hvis det bliver en succes, vil Hyme fra 2026 kunne omdanne anlæg med en kapacitet på 1 GWh.
Sådan et anlæg kan give en by med 200.000 beboere el og varme i 10 timer.
Hyme bygger på de erfaringer, man har gjort sig i Seaborg, som siden 2014 har arbejdet på at udvikle en ny type atomreaktor.
Hymes direktør er blandt medstifterne af Seaborg, der bruger flydende salte - herunder natriumhydroxid, kendt som afløbsrens, som et teknologisk omdrejningspunkt. Og undervejs viste det sig, at der også lå muligheder for at bruge den knowhow til at udvikle energilagring.
Helt konkret lagrer Hyme overskydende el som varme i flydende hydroxidsalte ved op til 700 grader. Når lageret aflades, kan der leveres både el til nettet og varme til industri eller fjernvarme med høj effektivitet.


