Fortsæt til indhold

Legoland hvirvlet ind i koreansk finansskandale

Et selskab, der har været involveret i opførelsen af Legoland i Sydkorea, er gået i betalingsstandsning og har skabt en større finanskrise i landet. Men Legoland er ikke ramt, siger ejeren Merlin.

Legoland Korea er fortsat åbent og har ikke selv finansielle problemer. Men det har et af de selskaber, der var med til at opføre forlystelsesparken. Foto: Lego
Erhverv

Navnet Legoland havner i øjeblikket på overskrifter i medier over det mest af verden - og hver gang med få bogstavers afstand fra ordet finansskandale eller gældskrise.

Det er det koreanske selskab Gangwon Jungdo Development (GJC), som har været involveret i byggeriet af Legoland lige uden for den koreanske storby Seoul, der er i svære problemer.

Projektudviklingsselskabet måtte opgive at betale af på et lån på omkring 1 mia. kr., penge som skulle falde med udgangen af september. Samtidig meddelte dem, der skulle forsikre gælden, at de ikke ville dække tabene.

I stedet for at være et selskabsspecifikt problem bredte det sig til at blive en kæmpe kreditklemme for mange koreanske selskaber, og derfor er historien stor nok til, at den fredag lander på forsiden af den internationale finansavis Financial Times.

Legoland er ejet af forlystelseskoncernen Merlin Entertainments, som igen er kontrolleret af Kirkbi, som er en af landets største private pengetanke. Den er ejet af Lego-familien Kirk Kristiansen, bestående af Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn, Sofie Kirk Kristiansen, Thomas Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Kristiansen..

Merlin understreger i en skriftlig kommentar, at Legoland ikke er hverken involveret eller ramt af den finansielle krise.

»Legoland Korea forbliver åben og i drift som normalt. Vi kan bekræfte, at nyhedsartiklerne, som nævner GJC’s gældsforhold, ikke er direkte påvirket af Legoland Korea,« skriver Merlin i en mail til Finans.

Den finansielle krise for GJC bredte sig i et marked, hvor mange store koreanske virksomheder skal refinansiere gæld i løbet af det kommende års tid. Investorerne er bekymrede for, om mange af de andre selskaber heller ikke vil være i stand til at betale deres obligationsejere.

I løbet af de seneste tre måneder er renten på erhvervsobligationer bag nogle af Koreas ellers mest kreditværdige selskaber steget med 1,57 procentpoint, opgør Financial Times fredag. Det er den kraftigtse stigning nogensinde på så kort tid.

»Likviditeten i markedet tørrer ud, og det gør det svært for mange virksomheder at sælge obligationer og betale den forfaldne gæld tilbage,« siger Lee Sang-Ho, chef i lobbyorganisationen Federation of Korean Industries til Financial Times.

Derfor måtte den koreanske regering skride ind og lovede finansiel støtte i slutningen af oktober.

»Det var meget værre, end vi forventede,« har formanden Kim Joo-hyun for den lokale finansielle myndighed FSC sagt til det koreanske parlament om det finansielle kollaps i selskabet, der var med til at opføre Legoland-parken.

»Legoland-sagen var lige som at få covid, mens du ligger på intensiv og kun lige er i stand til at trække vejret,« har analytiker Cho Dou-hyung fra finanshuset Shinhan BNP Paribas Asset Management sagt til Reuters.

Artiklens emner
Lego
Sofie Kirk Kristiansen