AGF-legende sagsøgt af konkursbo: Nu er der indgået forlig
Konkursboet efter Titus Olie og Gas har nu fået nogle penge ind fra flere medlemmer af den tidligere ledelse.
Det er mere end to år siden, at AGF-legenden Lars Windfeld på spektakulær vis måtte lade sit selskab Titus Olie og Gas gå konkurs.
Siden blev den tre personer store ledelse bag Titus Olie og Gas, herunder Lars Windfeld, stævnet for et millionbeløb af Bech-Bruun, som er kurator i konkursboet.
Efter en indledende retssag er der tidligere i år blevet indgået et forlig. To af de tidligere tre bestyrelsesmedlemmer har således indbetalt 400.000 kr. til konkursboet.
Det fremgår af den nyeste redegørelse i Titus-konkursboet, som Finans har fået aktindsigt i.
Bestyrelsesmedlemmet Thomas Hansen fortæller, at han ikke er en del af forliget. Ifølge ham er det hovedaktionær Lars Windfeld og formanden Jesper Ørskov, som har indgået forliget og betalt de 400.000 kr. til konkursboet.
Lars Windfeld har ingen kommentarer, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra advokaten Jesper Ørskov, som i den brede offentlighed er kendt som AGF’s næstformand.
De tre ledelsesmedlemmer blev stævnet for 1,7 mio. kr., som blev overført fra Titus Olie og Gas op til konkursen i maj 2020 i strid med konkurslovens regler, mente kurator Søren Christensen Volder fra Bech-Bruun. Han havde undersøgt olieselskabets bogføringsmateriale, herunder kontoudtog.
»På baggrund af disse undersøgelser har vi vurderet, at ledelsen har handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre, at selskabets aktiver bestående af i hovedsagen indeståender på selskabets bankkonti blev fordelt i overensstemmelse med konkurslovens regler, men i stedet blev anvendt til at tilgodese koncernrelaterede selskaber og andre selskaber/samarbejdspartnere, hvor selskabets ledelse havde egne interesser,« står der i den nye redegørelse fra konkursboet.
Ledelsesmedlemmerne afviste først kravet, men flere af dem endte altså alligevel med at indgå et forlig.
Sagen mod konkursboet er ikke det eneste angreb, som Lars Windfeld og Jesper Ørskov er under.
Utilfredse investorer, som der er samlet over 300 af i en forening, har ligeledes stævnet Windfeld og Ørskov for et trecifret millionbeløb og afventer lige nu retssystemet.
De mange utilfredse investorer har tidligere fortalt, at de risikerer et tab i omegnen af 500 mio. kr. på deres investering i 60 amerikanske Titus-projekter, som ifølge investorerne viste sig at være værdiløse uden det lovede afkast.
De forhold, som investorerne vil have Titus-ledelsen holdt ansvarlig for, ligger alle i perioden frem til 2020. Ifølge foreningen er der således ingen sammenhæng med den turbulens, der opstod på oliemarkedet som følge af coronakrisen.
Kollapset i olieprisen i 2020 er ellers fremhævet af Lars Windfeld som hovedårsagen til konkursen i Titus Olie og Gas.


