Danske Milestone Systems solgte overvågningsudstyr til Qatar - nu svarer selskabet på kritik
Softwareselskabet Milestone Systems tager, ifølge selskabet selv, mange forholdsregler, når der skal sælges overvågning til lande som bl.a. Qatar.
At øge sikkerhed og tryghed for mennesker i det offentlige rum og i private virksomheder. Det er grundpillen i den danske virksomhed Milestone Systems, der udvikler og sælger videosoftware bl.a. til overvågningskameraer.
I løbet af den seneste måned er der i Ekstra-Bladet blevet sat fokus på, hvordan den danske virksomhed i 2018 solgte overvågningsudstyr til Qatar og efterfølgende oplærte regeringen i, hvordan dette skulle bruges.
Noget, som har mødt både undren på bl.a. på det sociale medie Twitter i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold i landet.
Men ifølge Milestone Systems selv, er det ikke videre problematisk at have hjulpet til at facilitiere overvågning i et land, der er blevet bredt kritiseret for sine brud på menneskerettigheder.
»Milestone Systems tager afstand fra al overtrædelse af menneskerettigheder og vores kontrakt indeholder klausuler, hvor vores kunder forpligter sig til at respektere menneskerettighederne. Dette bekræfter kunderne ved kontraktens indgåelse,« skriver virksomheden i en udtalelse til Finans.
Virksomheden understreger samtidig, at man »vil ophæve kontrakten ved enhver overtrædelse af disse klausuler.«
Ifølge Ekstra-Bladets oplysninger har Milestone Systems lokale partner i Qatar været med til at levere overvågningsudstyr til bl.a. VM-stadions.
Under VM er der, ifølge DR, blevet skruet gevaldigt op for intensiteten af overvågningen i landet. Og selvom Milestone Systems mener, at videoovervågning i høj grad kan bidrage til at øge trygheden, så ser virksomheden også problematikken.
»Vi anerkender, at der kan være etiske dilemmaer forbundet med videoteknologi, og der skal handling til for, at alle aktører lever op til nutidens mål og forventninger om ansvarlighed,« skriver selskabet og tilføjer afslutningsvist:
»Ansvarlighed er en afgørende del af vores dna, og vi øger løbende både indsats og investeringer i arbejdet med ansvarlig brug af teknologi og Milestone Systems har blandt andet forpligtet virksomheden til FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv/UN Guiding Principles on Business and Human Rights.«


