Lukker nye børnene ind i ejerkredsen: Familieselskabet Beirholms Væverier tjener rekordmange millioner
Siden 1987 har ægteparret Kamma og Peter Beirholm kontrolleret familieselskabet. I december blev næste generation en del af ejerkredsen.
Femte generation af familievirksomheden Beirholms Væverier er kommet stærkt igen.
Aldrig før har den mere end 150 år gamle tekstilvirksomhed fra Kolding kørt så godt, som den gør nu.
Selvom coronakrisen resulterede i det dårligste resultat i nyere tid, er familiefirmaet nu tilbage for fuld skrue. Samtlige forventninger til økonomien er overgået, og Beirholms Væverier tjente i 2021/2022 hele 48,6 mio. kr. efter skat. Det er det bedste resultat nogensinde.
Også omsætningen er skudt i vejret.
Selskabet, der i dag styres af Peter Beirholm og hans hustru Kamma Beirholm, omsatte i perioden for 432 mio. kr.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra ægteparret, som gennem Beirholms Væverier udlejer bl.a. håndklæder, sengetøj, servietter og duge til hoteller, restauranter, sygehuse og plejehjem. Ingen af dem har ønsket at udtale sig.
Ægteparret overtog kontrollen af familieselskabet i 1987. Siden da har de været eneejere af virksomheden, men ifølge cvr-registeret er der netop lukket næste generation ind i den traditionsrige familievirksomhed.
I midten af december blev børnene Andreas Beirhom, Johannes Beirholm og Olavi Mogens Beirholm registeret som medejere. Heller ingen af dem ønsker at udtale sig.
Ifølge cvr-registeret ejer de nye ejere hver 30 pct. af Beirholm Væverier, mens ægteparret Kamma og Peter Beirholm ifølge registeret tilsammen ejer 10 pct. af virksomheden.
I regnskabet fremgår det, at hotel- og restaurationsbranchen hurtigere end forventet kom tilbage efter coronapandemien. Samtidig lykkedes det også at lukke store projektordrer, som ellers var sat i bero pg.a. krisen. Det har alt sammen bidraget positivt til forretningen og gjort det muligt for familien at trække 23 mio. kr. ud som udbytte.
»Økonomisk har det været et meget stærkt år – faktisk det bedste år nogensinde. Derfor anser vi resultatet som meget tilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet.
Beirholms Væverier forventer i 2022/2023 at omsætte for 420-475 mio. kr. Resultatet efter skat ventes at lande på 20-40 mio. kr.

