Niels Aage Kjær og AVK kommer med største overskud til dato
Industrikæmpen AVK Holding kommer med bedste regnskab i virksomhedens historie, og især nogle af produkterne er i meget høj kurs.
Der er gang i salget af ventiler og brandhaner hos AVK Holding, der har en omsætning på hele 7,5 mia. kr. i år.
Det viser det nyeste regnskab for 2021/22, hvor omsætningen er steget med 18,2 pct. i forhold til sidste år.
Virksomhedens adm. direktør og ejer, Niels Aage Kjær, har stået bag roret i virksomheden i mere end 50 år.
Firmaet har gennem de seneste år leveret enorme store overskud - og i år er ingen undtagelse.
Her slår selskabets overskud rekord og lyder på intet mindre end 511 mio. kr.
På trods af kriser og udfordringer har AVK-koncernen formået at vokse på alle områder.
»Det er positivt, at væksten sker på tværs af vores tre forretningsområder. Tilsvarende er det værd at bemærke, at vi kan konstatere vækst på stort set alle vores markeder,« siger Niels Aage Kjær, adm. direktør og ejer i en pressemeddelelse.
AVK Holding sælger blandt andet tilbehør indenfor vandforsyning og spildevandsbehandling, hvilket er kommet i højere kurs de sidste par år, og den store efterspørgsel vil fortsætte.
»Regnskabsresultatet præges også positivt af, at der på tværs af markederne er voksende politisk bevågenhed om betydningen af tidssvarende drikkevandsforsyning og spildevandshåndtering. Behovet for forbedring af vandforsyning og spildevandshåndtering i både i- og ulande vil medføre en fortsat stor efterspørgsel efter koncernens produkter,« siger adm. direktør og ejer Niels Aage Kjær.
Egenkapitalen i virksomheden lyder ifølge regnskabet på 2,8 mia. kr.
Niels Aage Kjær og familien er blandt Danmarks allerrigeste. Ifølge Økonomisk Ugebrevs liste er familien på en 13. plads over de rigeste i landet med en samlet formue på 12,1 mia. kr.
I regnskabsåret 2021/22 har koncernen foretaget dens hidtil største investeringsprogram. Hvor i alt 350 mio. kr. er blevet investeret i forskellige indsatser - eksempelvis udvidelse af produktionskapacitet og udvikligen af produktpakken.
På trods af det store overskud begynder den økonomiske krise at påvirke selskabet, og næste år er der ikke forventninger om, at resultatet slår dette års.
»På baggrund af den overordnede udvikling forventer vi også i dette regnskabsår en positiv vækst, om end på et noget lavere niveau end i 2021-2022,« siger Lars Kudsk, finansdirektør i AVK, i pressemeddelelsen.
Virksomheden startede som et lille maskinværksted i den lille by Galten, og er i dag en global koncern, der beskæftiger knap 4900 ansatte, hvoraf de 790 er i Danmark.
Koncernen har mere 100 selskaber fordelt i 37 lande. Koncernes hovedaktiviteter er bl.a. ventiler, hydranter og tilbehør indenfor vand- og gasforsyning.