Fortsæt til indhold

Vild vækst i ung virksomhed: Firedobler overskud for anden gang i træk

Det har været endnu et ekstraordinært regnskabsår for danske Yggdrasil Commodities.

Navnebrødrene Søren Agersbæk Jensen og Søren Bondo Andersen stiftede Yggrasil Commodities i 2018. De vinkede farvel til deres faste stillinger for at satse på egen platform efter at have lagt grundstenene til algoritmerne, der i dag udgør virksomhedens kerne, ved et køkkenbord i Aalborg. PR-foto: Yggdrasil Commodities
Erhverv

Danske Yggdrasil Commodities har kun en håndfuld år på bagen, men har i sin korte levetid bygget en hurtigtvoksende forretning på at forudsige vejret og elpriserne og udnytte udsvingene.

Virksomhedens overskud er vokset til 109,5 mio. kr., viser det netop offentliggjorte regnskab for 2021/2022.

Det er en firedobling i forhold til året før, hvor overskuddet lød på 27,6 mio. kr. Hvilket var - og hold nu tungen lige i munden - en firedobling fra overskuddet på 5,9 mio. kr. i regnskabet før det.

Omsætningen er steget fra ca. 450 mio. kr. i fjor til knapt 2,4 mia. kr. i det nye regnskabsår. Virksomheden har øget sin handelsvolumen og er gået ind på otte nye markeder, lyder forklaringen.

Yggdrasil, der tæller 18 medarbejdere, køber og sælger i dag el på 26 markeder i verden og har efter eget udsagn gennemført handler svarende til en femtedel af Danmarks elforbrug i det seneste regnskabsår.

Direktør Søren Agersbæk Jensen mener, at forretningsmodellen og it-platformen - algoritmer m.v. - er gearet til yderligere vækst. Han er - på godt jysk - »tilpas« med resultatet.

»I vores optik ligner vores forretningsmodel mere en techvirksomhed end en elhandelsvirksomhed. Den platform, vi har skabt, gør det let at kopiere forretningsmodellen til andre markeder rundt om i verden, da vores algoritmer stort set er identiske på alle markeder. Det er derfor let at skalere vores aktiviteter. Så vi forventer at fortsætte på samme rute som hidtil – flere markeder og flere handler, hvilket forventeligt giver en højere indtjening,« siger han i en skriftlig kommentar.

Har du nogen kvababbelser ved, at de vilde energipriser forårsager svære situationer ude i hjemmene, mens Yggdrasil Commodities tjener millioner?

»Jeg har ondt af de danskere, som har svært ved at betale deres regninger, uanset om det skyldes rentestigninger, inflation eller stigende energipriser. Elhandelsvirksomheder spiller en aktiv rolle i at stabilisere og nedbringe elpriserne. Den billigste produktion af el kommer fra vedvarende energi, og fordi el produceres i samme sekund, det leveres, svinger spotprisen, som vinden blæser, bogstaveligt talt. Yggdrasil og andre elhandelsvirksomheder hjælper med at prisfastsætte den grønne strøm og integrere det i el-nettet, og vi tjener kun penge, når vi er bedre til at ramme elprisen end de øvrige markedsdeltagere,« svarer Søren Agersbæk Jensen.

»Endvidere har jeg det godt med, at Yggdrasil bidrager positivt til det danske samfund med arbejdspladser og skattebetalinger,« tilføjer han med henvisning til, at mere end 95 pct. af virksomhedens indtjening ligger i udlandet.

Regnskabet er ikke et rent eventyr. Af en note fremgår det, at selskabet i 2020/21 har købt aktier ejet af minioritetsaktionærer i datterselskaberne Dvalin ApS og Nidhog ApS til en samlet købspris på 6,9 mio. kr.

Det har minoritetsaktionærerne gjort indsigelse imod, og ejerskabet af aktierne er ved årets udgang »juridisk betvivlet«, lyder det i regnskabet, hvor det fremgår, at der er indledt en voldgiftssag efter balancedagen.

»Regnskabet er aflagt i overensstemmelse med ledelsens og selskabets advokater. Med andre ord, så forventer vi ikke at denne voldgift får nogen betydning for selskabets fremtid,« skriver Søren Agersbæk Jensen om striden.

Artiklens emner