Fortsæt til indhold

Ejer bag kendt cafékæde ramt af nye konkurser efter flere millionunderskud

Ejerne bag Dalle Valle og Cafe A kan føre endnu flere konkurser til historikken. Flere caféer er allerede lukket de seneste år.

Her ses en af kæderne i København. Foto: Thomas Emil Sørensen
Erhverv

Ejerne bag de landsdækkende cafékæder Dalle Valle og Cafe A kan føre endnu flere konkurser til en efterhånden længere konkurshistorik.

Under coronakrisen i 2020 meldte ejerne ud, at 13 af deres 35 spisesteder landet over lukker på grund af konkurs. Herefter valgte de at fyre alle medarbejdere i de daværende 35 cafeer.

Kæderne slår sig op på at tilbyde mad og drikke til overkommelige priser og er i dag repræsenteret over det meste af Danmark.

Selskaberne bag Café Dalle Valle og Café A, Bayramoglu Holding og Musavvir Holding, var stiftet og ejet af Susli Mustafa Bayram, hvis familie også er en del af driften.

Men nu er begge holdingselskaber bag cafékæderne gået konkurs. Udover Bayramoglu Holding, der gik konkurs i 2020, er kædens andet holdingselskab Musavvir Holding ApS også taget under konkursbehandling. Det viser en begæring fra Sø- og Handelsrettens skifteret 12. juni.

Finans har kontaktet Mustafa Bayram, der afviser at stille op til interview for nuværende. Nogle restauranter har lukket og vil lukke i kølvandet på konkursen, men han ønsker ikke for nu at kommentere på, hvilke der er ramt.

Ved udgangen af 2016 havde de to selskaber en samlet egenkapital på 45 mio. kr. Det senest offentliggjorte regnskab for Musavvir Holding viser en egenkapital opgjort til -47,5 mio. kr.

Koncernen, som er ejet og drevet af Susli Mustafa Bayram og Haci Bayram, har ikke afleveret regnskab for 2022, men i 2021 lød resultatet for koncernen på -17,2 mio. Året forinden var det. -20,7 mio. kr. efter skat.

Baggrunden for tabet kan ifølge regnskabet findes i »usædvanlige forhold«, herunder corona og konkurser i tilknyttede selskaber.

»Årets resultat er ekstraordinært påvirket af nedskrivninger som følge af indtrufne konkurser i tidligere ejede datterselskaber samt usikkerheder om muligheder for fortsat drift af visse andre driftsselskaber,« skriver ledelsen.

Selskabet har ifølge regnskabet modtaget hjælpepakker og kompensation under corona-pandemien for 59,3 mio. kr. i 2021. Som følge af coronakrisen og nedlukningerne har selskabet oplevet en »betydelig omsætningsnedgang«, lyder det.

»Der har politisk været stillet støtte til rådighed gennem hjælpepakker, men ansøgningernes langsomme behandlingstid samt beskæringer i kompensationsbeløbene har medført, at koncernen har lidt store tab og likviditetsmæssige udfordringer.«

Det seneste regnskab fra den konkursramte koncern Musavvir Holding ApS blev i sin tid aflagt med fortsat drift for øje.

Boet efter Bayramoglu Holding ApS, som er navnet på det andet selskab, der gik konkurs under coronakrisen og førte til lukningen af flere caféer, er fortsat ikke opgjort, erfarer Finans.

Det fremgår af det seneste regnskab, at koncernen Musavvir Holding har modtaget stævninger oven på konkurserne. Der er bl.a. tale om et omstødelseskrav på 23,3 mio. kr., som omfatter transaktioner med tidligere nærtstående selskaber, der efterfølgende er taget under konkurs.

Omstødelse betyder, at kurator vil have et pengebeløb, som det nu konkursramte selskab har betalt før konkursen, tilbage i konkursboet, så det kommer alle kreditorer til gode.

»Det er ledelsens opfattelse, at koncernen har handlet i overensstemmelse med gældende regler på området,« skriver ledelsen i regnskabet.

»Selskabets advokat og ledelsen forventer et positiv udfald af sagen med et mindre eller intet økonomisk træk på selskabets ressourcer,« lyder det videre.

Finans har fået aktindsigt i redegørelsen for boet efter Bayramoglu Holding ApS, der gik konkurs i 2020. Her fremgår det, at den samlede kreditormasse er af betydelig størrelse. Arbejdet forbundet med kravene pågik fortsat i foråret ifølge redegørelsen.

Selskabet Berr ApS, som også er ejet af Mustafa Bayram, er tilmed taget under konkurs.

Haci Bayram og Mustafa Bayram har senest stiftet selskaberne Lyse Tider Aps, Rare Tider ApS, Bedre Tider ApS og Gode Tider ApS.

Artiklens emner
Hotel og restaurant
Konkurser