Tom Brady er firmaets ansigt: Konkursramte Christopher Cloos er reddet af Luxreaders
Aktiviteterne i konkursboet efter brillemærket Christopher Cloos er nu blevet solgt videre.
Det vakte opsigt, da firmaet bag det ambitiøse danske brillemærke Christopher Cloos gik konkurs i december.
Men nu er aktiverne og aktiviteterne i konkursboet efter Christopher Cloos blevet solgt videre.
Køberen er brillefirmaet Luxreaders, som Thiele-arvingen Frederik Thiele og it-millionæren Thomas Olsen står bag. Opkøbet af Christopher Cloos bekræftes af Nicki Due-Rasmussen, som også er medejer af Luxreaders.
»Det var en strategisk no-brainer for os at købe Christopher Cloos’ konkursbo. Vi ser en masse synergier og tror, at vi kan skabe en rentabel drift for Christopher Cloos,« siger han.
Hvorfor skulle det gå anderledes med Luxreaders som ejer af Christopher Cloos, end det gjorde under de tidligere ejere?
»Fordi vi kommer til at skære en masse omkostninger til og derudover har et godt setup til at drive e-commerce, herunder i forhold til lager og logistik. Driften i Luxreaders kører rigtig godt, og vi kan sagtens få Christopher Cloos til at passe ind i den konstellation,« siger Nicki Due-Rasmussen.
Planen er at køre Christopher Cloos videre som et selvstændigt brand.
Christopher Cloos har de seneste år gjort brug af superstjernen og NFL-ikonet Tom Brady som firmaets ansigt. Hvorvidt den aftale kommer til at fortsætte under det nye ejerskab, ved Nicki Due-Rasmusssen endnu ikke.
»Der er ingen tvivl om, at aftalen med Tom Brady har været et stort aktiv for Christopher Cloos. Men aftalen har også betydet væsentlige forpligtelser, som vi nu skal kigge på,« siger han.
Før konkursen havde Christopher Cloos et mål om at beklæde én million ansigter i verden med firmaets briller med hjælp fra Tom Brady og topmodellen Elsa Hosk som firmaets ansigter og reklamesøjler.
Brillefirmaet fik for et år siden én af Danmarks rigeste, 3Shape-milliardæren Tais Clausen, ind som medejer. Det skete til en værdiansættelse af selskabet på 100 mio. kr.
Udover Tais Clausen var der mere end 30 andre investorer fra ind- og udland i Christopher Cloos inden konkursen.
Brillefirmaet havde et samlet underskud på næsten 24 mio. kr. i de seneste tre regnskabsår. Heraf blev det i 2021 til et tab på knap 14 mio. kr.