Burger King i problemer: Norsk møbelselskab anklager fastfoodkæmpen for kopiering
Ifølge det norske familieselskab Vestre har Burger King krænket selskabets designrettigheder.
I mere end 70 år har det norske familieselskab Vestre produceret møbler og fokuseret på at skabe sociale mødesteder for millioner af mennesker.
Det var også planen, da møbelselskabet leverede udendørsmøbler til den amerikanske fastfoodkæde Burger King. Her skulle det norske familieselskab komme med løsningsforslag til indretning af burgerkædens nordiske designkoncept, og det sendte derfor udendørsmøbler til selskabet forud for en mulig aftale.
Så langt nåede parterne dog aldrig, og det traditionsrige familieselskab har nu slæbt Burger King i retten for kopiering. Det skriver det norske medie E24.
Ifølge Vestres advokat, Rune Nordengen hos Bull & Co advokatfirma, har Burger King placeret møbler fra Vestres ”April”-serie på tegninger i forbindelse med indretning af restauranter i Norden, hvorefter møbelproducenten ifølge advokaten blev bedt om at give et tilbud på levering af udendørsmøbler til Burger Kings restaurant ved den norske by Hvam i Lillestrøm.
»Tilbuddet blev ikke accepteret, og noget tid senere fandt Vestre ud af, at Burger King havde fået produceret næsten identiske kopier på en fabrik i Polen via en underleverandør,« siger Rune Nordengen til E24.
Det var dråben for Vestre, der mener, at de polske møbler kan forveksles med Vestres og understreger, at hverken selskabet eller dets designere er blevet kompenseret. Derfor har møbelproducenten lagt sag an mod Burger King.
»King Food AS er franchisetager for Burger King i Skandinavien. Vi ønsker ikke at kommentere den igangværende strid med Vestre AS i medierne, udover at vi mener, at vi ikke har krænket Vestres designrettigheder,« skriver Olav Bæverfjord, adm. direktør i Burger King Norge, i en mail til E24.
Ifølge Rune Nordengen har Burger King accepteret at destruere de omtalte møbler fra restauranten i Hvam samt yderligere en restaurant i Sverige. Selskabet har dog nægtet at betale kompensation for krænkelse af selskabets rettigheder.
Han oplyser samtidig, at burgerkæden ifølge ham har bestilt flere varer fra den polske underleverandør. De skal bruges i andre restauranter i Skandinavien.
Sagen om krænkelse af Vestres designrettigheder kører i Oslo til marts.
Vestre producerer primært udendørsmøbler, som også eksporteres til udlandet. Selskabets møbler kan bl.a. findes på tyske togstationer og på Times Square i New York.
Selskabet blev tidligere ledet af Jan Christian Vestre, der nu er erhvervsminister i Norge. Han ejer fortsat størstedelen af Vestre.
I 2021 havde han ifølge norske skattelister en formue på 72 mio. norske kr.


