- Opdateret 11/01/2023 kl. 12:10
Har opbevaret over 12 år gammelt kød: Skare Meat Packers produkter bliver solgt hos kendte supermarkeder
Fødevarestyrelsen har for nyligt fundet flere år gammelt kød hos kødselskabet i Vejen. Salling Group, der står bag Bilka, Netto og Føtex, ser med stor alvor på sagen.
Op til 12 år gammelt kød uden sporbarhed er fundet hos den danske milliardvirksomhed Skare Meat Packers i Vejen.
Kødkoncernen har flere gange været i problemer pga. ulovlig fødevarehåndtering, og nu er den altså gal igen. Under et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen er der blevet afsløret store mængder gammelt kød i et eksternt frysehus, og i alt er 250 tons kød blevet beslaglagt fra den mere end 50 år gamle virksomhed.
En del af det beslaglagte kød er fra før 2017, men der er også fundet kød tilbage fra 2010. Det var bl.a. entrecote-bøffer, striploin-bøffer og oksestege.
Ifølge 78-årige Kurt Skare, der driver og er medejer af Skare Meat Packers, sælger selskabet til »alle danske detailhandelskæder og til hotel- og restaurationsbranchen«. Omkring 25-30 pct. af salget er til Damark, mens den resterende del eksporteres.
Hos Salling Group, der står bag Bilka, Netto og Føtex, er man netop gået i gang med at undersøge sagen.
»Vi ser med meget stor alvor på Skare Meat Packers kontrolrapporter og er i øjeblikket ved at efterforske sagens indhold. Vi har ingen indikationer, fra hverken myndigheder eller leverandør om, at vores produkter er omfattet, men der er et ufravigeligt lovkrav om sporbarhed, hvilket alle vores leverandører skal overholde - uanset om det vedrører leverancer til os eller ej. Vi følger derfor sagen på tætteste hold,« skriver kvalitetschef Carina Jensen i en mail.
Salling Group har ikke ønsket at stille op til interview og har ikke yderligere at tilføje. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor stor en del af Salling Groups kødprodukter, der kommer fra Skare Meat Packers. Kæden oplyser dog, at kødprodukter fra virksomheden sælges i »forskelligt omfang« i samtlige af Salling Groups kæder.
Koncernen har dog tidligere afbrudt samarbejdet med Skare Meat Packers øjeblikkeligt.
Det skete i 2014, efter selskabets i sine Netto-butikker i lighed med andre danske dagligvarevirksomheder havde solgt salmonellainficeret kød fra et parti hakket oksekød fra leverandøren. To år senere blev samarbejdet dog genoptaget.
Rema 1000 skriver i en mail til Finans, at kæden ikke har kød, som er en del af kødskandalen. Det har ikke været muligt at få et interview med supermarkedskæden.
Lidl oplyser, at det afventer den igangværende undersøgelse fra Fødevarestyrelsen desuden »er i dialog med Skare«, mens Dagrofa som står bag bl.a. Meny og Min Købmand ifølge presseafdelingen ikke har nogen samhandel med Skare Meat Packers.
Kurt Skare selv er stærkt kritisk over for Fødevarestyrelsens fortolkning af reglerne.
»Omsætningen af visse kødstykker har været noget forsinket pga. covid-19, fordi foodservice-sektoren har været lukket ned, og handlen gik i stå. Men det er ikke noget problem for kødet. Det er ikke gammelt kød, og der er ikke noget i vejen med varen. Kød kan sagtens kan holde sig i et kommercielt frysehus, hvor der er minus 25 grader. Det her er jo ikke hjemmefryser,« siger Kurt Skare til Jyllands-Posten og pointerer, at det kun er en lille del af kødet, der er helt fra 2010.
Han erkender, at kød fra 2010 er ældre end kød, der er to til tre år gammelt, men ifølge virksomhedsejeren »fejler det ingenting«.
Ifølge Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarestyrelsens rejsehold, vil Skare Meat Packers blive politianmeldt for tre forhold. Det første er, at selskabet forsøgte at forhindre Fødevarestyrelsen i at komme ind og foretage kontrol. Det andet er ommærkning af oprindelsesland, og det sidste forhold er manglende sporbarhed på 250 tons kød.
Ifølge Fødevarestyrelsen er det ikke ulovligt at sælge gammelt kød. Det er udelukkende ulovligt at sælge kød uden sporbarhed.