Molslinjens færge udskudt: »Det er usikkert, om vi kan nå det til den dato«
Leveringen af Molslinjens nye Express 5-færge er blevet udskudt for anden gang. Nu håber færgeselskabet på drift efter påske.
Molslinjens nye Express 5-færge, der er verdens største af sin slags og skal indsættes på Bornholmerlinjen, er forsinket.
Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse, hvor selskabet skriver, at udskydelsen kommer efter, at teknikere fra Molslinjen har været på besøg på værftet
Planen er nu, at færgen leveres fra Filippinerne i slutningen af februar.
Den nye Express 5 færge bliver verdens største hurtigfærge og er blevet søsat ud for værftet i Filippinerne, hvor byggeriet nærmer sig sin afslutning. Men leveringen er trukket ud og derfor er rederi og værft nu i dialog om en ny dato for levering.
Efter færgen er færdigbygget skal den sejles hele vejen fra Filippinerne til Bornholm, hvor den skal godkendes af myndighederne i Danmark til færgedrift. Men hvornår, det kan ske, er uklart. I pressemeddelelsen skriver Molslinjen, at Express 5 indgår i selskabets sejlplaner fra den 20. marts.
»Det er usikkert, om vi kan nå det til den dato. Derfor er vi desværre nødt til at arbejde med et alternativ, hvor Express 5 først sættes i sejlplan efter påsken,« skriver Carsten Jensen, Molslinjens administrerende direktør i pressemeddelelsen.
Færgen blev i juni 2021 forsinket da corona-pandemien gjorde det besværligt at få skrogdele og mandskab til byggeriet. I 2021 blev den forventede levering skubbet til slutningen af 2022.
Byggeriet af hurtigfærgen startede i juli 2020. Når færgen er i drift mellem Rønne og Ystad bliver den med sine 115 meter i længden og plads til 1610 passagerer samt 451 biler den største katamaranfærge i verden.


