Fortsæt til indhold

Dansk milliardær vil skyde penge i Elon Musks SpaceX

SpaceX er i gang med at rejse nye penge. Et nyt dansk firma er oprettet med formålet om at investere i rumfirmaet.

Daniel Åxman danner par med tv-værten Christiane Schaumburg-Müller. Foto: Anthon Unger
Erhverv

Daniel Åxman er i den danske offentlighed mest kendt for to ting.

At han engang købte Asiens dyreste lejlighed i Hongkong for over 400 mio. kr., og at han danner par med tv-værten Christiane Schaumburg-Müller.

Men nu er Daniel Åxman på vej til også at blive kendt for noget andet spektakulært. Nemlig at blive investor i det Elon Musk-stiftede rumfirma SpaceX - et af verdens mest værdifulde firmaer.

For få dage siden har Daniel Åxman således stiftet selskabet DIG Global 1 K/S, hvis formål ifølge de første vedtægter »er at foretage investeringer i Space Exploration Technologies Corp (SpaceX)«.

Elon Musk er kendt som Teslas topchef og ejer af Twitter. Men han er også grundlægger og topchef i SpaceX. Foto: Jonathan Newton/The Washington Post

Tidligere i januar kunne en stribe internationale medier berette om, at SpaceX er ved at hente 750 mio. dollars, svarende til 5,1 mia. kr., i ny kapital. Det værdiansætter SpaceX til svimlende 937 mia. kr.

Noget af den nye kapital skal altså tilsyneladende komme fra danske Daniel Åxman. Men han er dog ikke alene om at investere i Elon Musks hypede rumfirma.

Daniel Åxman har nemlig også for nylig stiftet selskabet DIG Global A/S sammen med det svenske ventureselskab DIG Investment, der trækker tråde til den svenske H&M-familie Persson - Sveriges rigeste familie. I spidsen for DIG Investment står Martin Söderström, svigersøn til H&M-overhovedet Stefan Persson.

Ét af de nye fælles selskaber mellem Daniel Åxman og Martin Söderström skal være komplementar (ansvarlig deltager) for investeringen i SpaceX.

Ifølge dokumenter, som er indsendt til Erhvervsstyrelsen, er komplementarselskabet bemyndiget til at skyde 110 mio. kr. ind i DIG Global K/S frem mod den 23. februar 2023.

Daniel Åxman har skabt sin formue på international ejendomshandel. Efter at have boet i udlandet i en årrække, vendte han i 2019 hjem til Danmark. Siden har Daniel Åxman stiftet et væld af virksomheder, som hver især foretager investeringer.

Nu er den danske milliardær så på vej til at investere i SpaceX, som står foran, hvad der for nylig i Bloomberg blev beskrevet som et breakout year. Altså et år, hvor rumfirmaet virkelig kan få succes og gennembrud.

SpaceX planlægger mere end 100 ture ud i rummet i 2023 - markant flere end i fjor. Rumfirmaet blev grundlagt i 2002 af Elon Musk med ambitionen om en dag at kunne kolonisere Mars.

Daniel Åxmans selskab Aaxman Capital fortæller, at det ingen kommentarer har til den planlagte investering i SpaceX på nuværende tidspunkt.

Artiklens emner
SpaceX
Daniel Åxman