Custom Cash Nordic går konkurs efter hård coronaperiode
Mangel på turister har sendt selskabet Custom Cash Nordic til tælling.
En mangemillionær, en Lego-arving, en mangeårig FCK-leder og en tidligere Axcel-partner. Det er ikke så få tunge spillere, selskabet Custom Cash Nordic har i ejerkredsen.
Men lige vidt hjalp det, da coronakrisen ramte, og nu er selskabet altså erklæret konkurs.
Det bekræfter kurator Nicolai Dyhr.
»Det er hovedsageligt sket som følge af corona og eftervirkninger heraf, idet der særligt ikke er asiatiske eller kinesiske turister i Danmark længere i samme omfang som tidligere,« forklarer han.
Custom Cash, der er moderselskabet til Custom Cash Nordic, blev stiftet i 2017 af nuværende adm. direktør, Nikolaj Østergaard, og er - kort fortalt - selskabet bag en app, der skal gøre det nemmere for turister at handle toldfrit i Danmark.
Manglen på turister under nedlukningerne af landet har derfor selvsagt betydet mangel på kunder også.
Størstedelen af forretningen er ejet af mangemillionær - og Nikolaj Østergaards svigerfar - Poul Rørsgaard, tidligere Axcel-partner Nikolaj Vejlsgaard og den mangeårige Parken-leder Flemming Østergaard, der måske er bedre kendt under tilnavnet ”Don Ø” og i øvrigt også er Nikolaj Østergaards far.
Også Lego-arvingen Casper Kirk Johansen har en mindre ejerandel gennem selskabet Selfmont.
Selve driften af selskabet tilfalder Nikolaj Østergaard selv.
Ifølge kurator kommer moderselskabet Custom Cash, som de fire ejer, til at bestå, selvom driftsselskabet går konkurs. Og nu vil man forsøge at sælge de aktiver, der måtte være i Custom Cash Nordic. Hvis der er nogen.
»Vi skal lige have overblik over det hele. Det er knap gået et par dage siden konkursdekretets afsigelse, men selskabet har fungeret som den danske driftsenhed i en koncern med bl.a. et svensk søsterselskab. Den teknologiske platform tilhører moderselskabet,« tilføjer Nicolai Dyhr.