Joe & The Juice indgår millionforlig i amerikansk sag om kønsdiskrimination
Joe & The Juice har i en ældre sag været under anklage for ikke at ansætte og forfremme kvinder i den amerikanske del af forretningen.
Joe & The Juice, der blev grundlagt i Danmark i 2002, har indgået et forlig med den amerikanske stat om at betale 715.000 dollars i en sag om kønsdiskrimination.
Det skrev det statslige agentur EEOC, U.S. Equal Employment Opportunity Commission, torsdag i en pressemeddelelse.
Juice- kaffe- og sandwichkæden kom i sommeren 2017 under anklage for ikke at rekruttere, ansætte og forfremme kvinder i kædens amerikanske restauranter.
I sine undersøgelse af påstandene har EEOC fundet »rimelig grund til at tro«, at juicekæden har forbrudt sig mod borgerretsloven The Civil Rights Act fra 1964.
Joe & The Juice har ikke kendt sig skyldig i anklagerne, men sagen er nu lukket ved indgåelse af en fireårig forligsaftale.
Pengene skal gå til kvinder, der påstås at være blevet nægtet arbejde i ikke-ledende stillinger. Aftalen indebærer bl.a. også, at Joe & The Juice implementerer en intern digital løsning for at sikre lige vilkår for forfremmelse blandt medarbejderne.
»Der er tale om en mere end 4 år gammel sag specifikt forbundet med, da vi startede vores ekspansion i USA, som vi nu har indgået forlig om. I Joe & The Juice arbejder vi aktivt for at fremme ligestilling,« siger Andreas Peter Dipo Zimmermann, Regional Director i Joe & The Juice USA, i en skriftlig kommentar, som kæden har sendt til Finans.
Her påpeger han, at andelen af kvinder i den amerikanske forretning i dag udgør 57 pct., hvilket er højere end koncernens globale gennemsnit på 53 pct. kvindelige ansatte.
»Det er resultatet af en målrettet indsats på koncernniveau gennem en årrække, som vi har et særskilt fokus på at fastholde. De amerikanske myndigheder har dog efterlyst en mere formaliseret rekrutteringsprocedure. Den har vi implementeret i de seneste år, for vi stræber efter at leve op til de højeste standarder for inklusion og diversitet i både vores amerikanske organisation og i resten af koncernen,« siger Andreas Peter Dipo Zimmermann i kommentaren.
Christine Park-Gonzalez, direktør for EEOC’s Los Angeles-distrikt, kalder det »opmuntrende«, at Joe & the Juice tager skridt mod at øge den kvindelige repræsentation.
»Det er bydende nødvendigt, at den enkelte har lige adgang til beskæftigelse og forfremmelse, uanset køn,« udtaler hun i pressemeddelelsen fra EEOC.