- Opdateret 15/02/2023 kl. 12:22
Lufthansa er ramt af omfattende it-nedbrud
Et it-nedbrud hos det tyske luftfartsselskab har skabt kaos for selskabets fly og passagerer over hele verden, skriver Bild.
Lufthansa er ramt af et større nedbrud i sine datasystemer.
Det betyder, at selskabet har problemer med at checke passagerer og bagage ind. Det er Lufthansas it-systemer over hele verden der er ramt, skriver Bild, der har fået oplysningerne bekræftet hos Lufthansa.
Hvor andre flyselskaber har været ramt af hackerangreb, så er nedbruddet hos Lufthansa åbenbart mere jordnært. Det er simpelthen et reparationsarbejde hos Deutsche Bahn tæt på Frankfurt, der har forårsaget nedbruddet.
Her har byggearbejdet betydet, at et fiberkabel er blevet revet over, og det er årsagen til et stort kaos hos Lufthansa, skriver avisen.
Et endnu ukendt antal flyvninger er påvirket af problemerne. De er enten blevet udsat eller aflyst.
Nedbruddet har betydet, at passagerne manuelt skulle checkes ind og i nogle tilfælde uden bagage.
Desuden er flere indenrigspassagerer i Tyskland blevet bedt om at forsøge at tage toget i stedet.
De mange trafikale problemer har sågar ramt fodboldholdet Bayern München, der var på vej hjem fra Paris fra sin Champions League kamp mod PSG tirsdag aften. De har hele formiddagen siddet fast i Paris.