Fortsæt til indhold

Detailselskaber og fødevareproducenter vil kapre unge akademikere

En stribe af landets store virksomheder inden for detailhandel og mærkevarer vil ruste sig med kandidater fra en uddannelse, som er rettet mod netop den branche.

Blandt virksomhederne bag den nye kandidatuddannelse i Aarhus er Bestseller med 20 tøjmærker og milliardsalg rundt om i verden. Foto: Kim Frost.
Erhverv

Flere af de danske detail- og mærkevarekoncerner har konstant gang i rekruttering af nye medarbejdere. Det gælder ikke kun til butikker, lagre og andre funktioner i den retning. De seneste år har branchen samlet også kæmpet for at få uddannet flere fra universitetet til at glide direkte ind i netop den sektor.

En række virksomheder står sammen bag en kandidatuddannelse, der blev oprettet for tre år siden på Aarhus Business School (BBS), som er del af Aarhus Universitet.

100 kandidater har allerede gennemført uddannelsen med titlen ”Commercial & Retail Management”, og andre 100 er i gang med den. Det var første gang her i landet, at det lykkedes at samle en branche om en kommerciel kandidatuddannelse.

Blandt rækken af aktører bag uddannelsen er bl.a. Bestseller, Arla Food, Danish Crown, Jysk, Rema 1000 Danmark og Salling Group. Dertil kommer organisationen Mærkevareleverandørerne, hvis formand Carsten Wandorf, også står i spidsen for erhvervslivets gruppe bag uddannelsen.

»Vores branche – både detail og mærkevareindustrien – har et stort behov for øgede kompetencer og ressourcer inden for det kommercielle område. Derfor er jeg stolt over, at vi nu har 200 unge, der har valgt uddannelsen på Aarhus BSS,« siger Carsten Wandorf.

Han fremhæver desuden tilfredshed med, at stifterne - de såkaldte founding partners - i uddannelsen fortsat står sammen om at tiltrække fremtidens medarbejdere.

En af de, som har gennemført kandidatuddannelsen, er Malene Kristiansen. Hun blev færdig på Aarhus BSS i fjor og nu del af et lederforløb hos Jysk.

Hun fremhæver, at der i uddannelsen er en »god blanding af teori og praksis for os, der gerne vil have lige meget af begge dele.« I uddannelsen er nemlig indlagt praktikforløb, ligesom virksomhederne stiller gæsteforelæsere til rådighed.

Malene Kristiansen blev færdig med den nye kandidatuddannelse i sommeren 2022 og er nu ansat som graduate hos Jysk. PR-foto.

Jysk – med over 3.200 butikker i 48 lande - har allerede ansat flere medarbejdere som kommer direkte fra den nye uddannelse.

»Vi har altid vidst, at retailbranchen tilbyder gode karrieremuligheder. Med denne uddannelse oveni, breder vi feltet for kandidater endnu mere ud til at matche nogle af fremtidens krav til at fortsætte det gode købmandskab,« mener kommunikationsdirektør Åse Andersson, Jysk.

Hos Bestseller med en stribe tøjmærker og globalt milliardsalg melder HR-direktør Louise Sylvest, at modekoncernen er meget tilfreds med kandidatuddannelsen. Det er også derfor grunden til, at Bestseller er en del af stiftergruppen bag.

»Vi er meget imponerede over både de studerende, vi får i praktik gennem uddannelsen, hvoraf vi ansætter 80 pct., samt udviklingen og niveauet på uddannelsen generelt. For os som virksomhed skaber det en stærk pipeline for fremtidige talenter,« siger Louise Sylvest.

Hun håber at uddannelsen kan være med til at udvikle talenter »som forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel i danske virksomheder« og dermed »skabe gode forudsætninger for fremtidens retailspecialister og -ledere«.

Artiklens emner
Uddannelsespolitik
Detailbranchen