Mormonkirken i USA har skjult milliarder af dollars i skuffeselskaber
Mormonkirken i USA blev tirsdag pålagt en bøde på 5 mio. for at have skjult milliarder af dollars i flere forskellige skuffeselskaber. Kirken vedkender ikke sin skyld.
Mormonkirken eller Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige har fået en bøde på fem mio. dollars for at have skjult en aktieportefølje i skuffeselskaber.
Sagen drejer sig om 32 mia. dollars (223 mia. kr. red.) fordelt over 13 skuffeselskaber i USA.
Det er den amerikanske børsmyndighed, the US Securities and Exchange Comission (SEC), der har kørt sagen.
»Vi tror, at mormonkirkens investeringschef med kirkens vidende er gået langt for at lægge skjul på kirkens investeringer, både for at skjule det for kommissionen og for offentligheden,« siger Gurbir Grewal fra SEC.
Andre peger på, at kirken skulle have dækket over sine støt voksende aktieinvesteringer, som allerede i 2018 var omkring 30 mia. dollars, for at undgå negativ presse.
Bøden på 5 mio. dollars bliver delt op mellem kirken, som skal betale én mio. dollars, og kirkens investeringsvirksomhed Ensign Peak, som skal betale 4 mio. dollars. Begge parter nægter sig skyldige.
Skuffeselskaber er registrerede virksomheder, som ikke har nogen aktiv forretning. Denne type forretning kan bruges til at skjule ejerskab for staten eller offentligheden, skriver BBC.
Investeringsvirksomheden Ensign Peak forventes at forvalte mindst 100 mia. dollars for mormonkirken i USA.
Mormonkirken har mere end 16 mio. medlemmer fordelt over 160 lande. I Danmark er der omkring 4.500 mormoner.