Normalt punger de ud, når du aflyser: Nu vil Tryg sælge afbudsrejser
Forsikringsgiganten Tryg vil nu sælge afbudsrejser for at dække udbetalingerne til de mange kunder, der afbestiller rejser inden afgang.
Sidste år kostede aflyste rejser forsikringsgiganten Tryg over 50 mio. kr., og udover de mange millioner i udbetalinger, betyder aflysningerne også en masse tomme flysæder og hotelværelser. Det vil Tryg nu gøre noget ved.
Forsikringsselskabet lancerer nemlig onlinerejseportalen ”Too Great To Cancel”, Too Great to Cancel, som har indgået samarbejde med Tryg om at stå for distributionen og videresalg af de rejser, som Tryg-kunder aflyser. Det skriver Børsen.
Til at starte med vil ”Too Great To Cancel” kun være tilgængelig for Trygs medarbejdere, men forsikringsselskabet regner med at portalen på sigt skal gøres tilgængelig for både selskabets kunder og for andre rejselystne danskere. Det siger rejseskadedirektør i Tryg, Janus Egelund Larsen, til Børsen.
»Nu går vi jo i gang med at teste det på vores medarbejdere, hvor vi forventer at sælge en masse afbudsrejser. Vores forventninger til salget er høje. Det rummer et stort potentiale, og det er planen, at det først skal bredes ud til vores ansatte og efterfølgende resten af Danmark,« siger Janus Egelund Larsen.
Normalt er det rejsearrangøren selv, der sælger afbudsrejserne videre til en tredjepart, der derfra sælger rejsen videre til kunder. Men det vil Tryg nu altså ændre på og i stedet sælge den aflyste rejse direkte videre til danskerne selv.
Trygs afgående topchef, Morten Hübbe, kunne i efteråret præsentere et særdeles pænt resultat for selskabets forsikringsforretning, idet man her havde tjent 1,8 mia. kr. i årets tredje kvartal. Til gengæld tabte man ca. 350 mio. kr. på investeringer.
Morten Hübbe annoncerede i januar, at han til juni stopper som adm. direktør i Tryg. Han har siddet på posten i 12 år.


