Malerkæden Beckmann går konkurs
Knap 7 måneder efter, at en uafhængig revisor dumpede kædens regnskab, er den familieejede malerforretning Beckmann gået konkurs.
Efter mere end 58 år på markedet, må den sjællandske malerkæde Beckmann sande, at der nok har været lige lovlig meget rod i regnskaberne i de seneste år.
I hvert fald besluttede en uafhængig revisor sig for ikke at godtage de oplysninger, som Beckmann havde givet i forbindelse med aflæggelsen af seneste årsrapport.
Og som om at det ikke var nok med det dumpede regnskab fra 2021, så er Beckmann altså nu også rendt ind i en konkurs.
Det fremgår af oplysninger i Statstidende.
Beckmann er en forhandler af alt inden for maling og tapet. Virksomheden har, foruden sin webshop, seks fysiske butikker fordelt rundt om på Sjælland.
I seneste regnskab - altså det, der ikke blev godkendt af revisoren - havde kæden et samlet underskud på 1,2 mio. kr.
Årsagen til, at man fra revisorens side har besluttet at lave det, der hedder en ”afkræftende konklusion” er bl.a. at Skattestyrelsen sidste år indledte en række undersøgelser af Beckmanns »fejlagtige momsangivelser« i perioden mellem 2018 og 2020.
»Selskabets indtjening kombineret med et betydeligt efterbetalingskrav fra Skattestyrelsen tyder på en betydelig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for fortsætte driften,« skrev den uafhængige revisor dengang i sin påtegning.
Præcis, hvad der skal ske med kæden nu, er endnu ikke sikkert.
Beckmann er et familieforetagende, der blev stiftet af Jørgen Beckmann tilbage i 1965. I dag er det Martin Claudi Beckmann, søn af Jørgen Beckmann, som ejer hele kæden og samtidig sidder som adm. direktør.
Finans har forsøgt at få fat i konkursboets kurator for at indhente en kommentar til konkursen, men indtil videre uden held.