Dansk Erhverv forbyder Tiktok på arbejdstelefoner
Det interne forbud mod TikTok kommer efter en udmelding fra Center for Cybersikkerhed.
De næsten 400 medarbejdere hos Dansk Erhverv må ikke længere installere og bruge TikTok på deres arbejdstelefoner.
Erhvervsorganisationen har indført forbuddet mod den kontroversielle app af sikkerhedshensyn, efter Center for Cybersikkerhed i den forgangne uge oplyste, at man fraråder statsansatte at have TikTok på tjenstlige enheder.
»Beslutningen sker ikke på baggrund af konkrete hændelser, men derimod som rettidig omhu i lyset af, at der ifølge Center for Cybersikkerhed er risiko for spionage ved at bruge Tiktok. En udmelding som denne fra en af de helt centrale sikkerhedsmyndigheder finder vi så væsentlig, at vi naturligvis har valgt at indrette os efter det,« siger Casper Klynge, vicedirektør i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Meldingen har også fået Folketinget til at fraråde sine medlemmer og ansatte til at bruge appen.
Ligeledes har EU- Kommissionen og EU-Ministerrådet indført forbud mod TikTok, der løbende er blevet kritiseret for omfattende dataindsamling og for at udgøre sikkerhedsrisici.
Hos Dansk Erhverv råder man nu også sine omtrent 18.000 medlemsvirksomheder til at overveje de »alvorlige sikkerhedsrisici, der ligger i at acceptere app’en på arbejdstelefoner«:
»Udover den direkte sikkerhedssårbarhed, anbefaler Dansk Erhverv, at danske virksomheder skal overveje om brugen af Tiktok-app’en også indebærer en risiko i forhold til at beskytte virksomhedshemmeligheder og innovation,« siger Casper Klynge.
TikTok er ejet af det kinesiske selskab Bytedance, der har været under mistanke for at videregive oplysninger om brugerne til styret i Beijing.
For nylig udpegede en australsk-amerikansk undersøgelse TikTok som det sociale medie, der scorede højest på indsamling af data om brugerne. Tiktok har kritiseret undersøgelsen for at være misinformation.


