Højeste antal tvangsauktioner i to år
Det er blevet sværere for danskerne at få privatøkonomien til at hænge sammen, samtidigt med, at det ikke længere går så stærkt på boligmarkedet. Det har medført, at antallet af tvangsauktioner i februar steg med 38 pct. og landede på 153.
Den høje rente og en buldrende inflation har den seneste tid gjort det sværere for mange familier at få pengene til at slå til. Det kan nu også aflæses i statistikkerne over tvangsauktioner.
Konkret blev der berammet 153 tvangsauktioner i februar 2023, og det er således 42 flere end i januar. Samtidigt er det det højeste antal tvangsauktioner i mere end to år. Det viser tal fra Danmarks statistik.
Sammenlignet med februar sidste år er der også tale om en betydelig stigning, da antallet af tvangsauktioner i februar 2022 var på 91 - det laveste antal tvangsauktioner siden tiden op til finanskrisen.
Den markante stigning skal da ifølge en ekspert også netop ses i lyset af det rekordlave antal tvangsauktioner, der var i årene 2021 og 2022.
»Antallet af tvangsauktioner ligger stadig forholdsvis lavt, om end der var en markant stigning fra 111 i januar til 153 i februar,« siger DI´s boligøkonom Bo Sandberg i en skriftlig kommentar.
Samtidigt lyder det fra Bo Sandberg, at vi i fremtiden formodentligt skal forvente en yderligere stigning i tvangsauktioner.
»Med en stigende boligbyrde de fleste steder, og med tiden også lidt mere jobusikkerhed, må det forventes, at antallet af tvangsauktioner på landsplan stille og roligt kryber opad i løbet af 2023 og 2024,« siger Bo Sandberg, og tilføjer, at:
»tvangsauktioner typisk indtræder i kombination med andre negative sociale begivenheder som skilsmisser, dødsfald, alvorlig sygdom eller arbejdsløshed.«
I tallene fra Danmarks Statistik kan man desuden aflæse store geografiske forskelle på tværs af Danmark. I det seneste år har Region Sjælland og Region Nordjylland siddet på en delt førsteplads, da begge regioner står for hver 24 pct. af de afholdte tvangsauktioner.
Herefter kommer Region Midtjylland, Region Syddanmark og til sidst finder man Region Hovedstaden, som det seneste år kun har stået for 11 pct. af de afholdte tvangsauktioner.
I Region Hovedstaden finder der altså langt færre tvangsauktioner sted, end man skulle forvente ud fra antallet af ejerboliger. Modsat er Region Sjælland og Region Nordjylland klart overrepræsenteret i statistikken.
» I februar 2023 er det især vest for Storebælt, der er kommet flere tvangsauktioner. Således et stigende antal både i Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark, mens Sjælland ligger ret stabilt og Hovedstaden fortsat nærmest går fri af tvangsauktioner,« siger Bo Sandberg.



