Guldrandet pakke: Afsked med Kasper Rørsted har kostet Adidas dyrt
Kasper Rørsted forlod ved årsskiftet Adidas efter syv år som topchef. Men den danske topfigur forlod ikke den tyske kæmpe tomhændet.
Den tidligere topchef i Adidas, Kasper Rørsted, forlod ikke den tyske sportsvarekæmpe med tomme lommer.
Med det netop fremlagte 2022-regnskab står det klart, at Adidas har dykket dybt i kassen i forbindelse med afskeden med den tidligere topchef, som forlod Adidas ved årsskiftet.
Ifølge Financial Times har Kasper Rørsted fået en fratrædelsespakke på 12 mio. euro svarende til 89 mio. kr. Hertil kommer yderligere 3,6 mio. euro som kompensation for, at han ikke skifter til en konkurrent de første 18 måneder efter bruddet med Adidas.
Samlet betyder det, at Kasper Rørsted kan forlade Adidas med omkring 116 mio. kr.
Afskeden med Kasper Rørsted blev annonceret af Adidas-bestyrelsen i august sidste år. Ved den lejlighed takkede bestyrelsesformand Thomas Rabe den danske topchef for hans indsats.
»Vi vil gerne takke Kasper for hans store indsats. Siden han tog over i 2016, har han strategisk repositioneret virksomheden og fremskyndet dens digitale transformation,« lød det fra Thomas Rabe i en børsmeddelelse.
Fratrædelsesgodtgørelsen til den tidligere Adidas-topchef har vakt opsigt. Ikke mindst fordi de mange millioner står i skærende kontrast til situationen for Adidas-aktionærerne.
Efter et år med beskeden vækst i omsætningen, store udfordringer på det kinesiske marked og et opsigtsvækkende og dyrt brud med den amerikanske musiker Ye - bedre kendt som Kanye West, har aktionærer ingen grund til jubel.
2022 endte således med et fald i nettooverskuddet på 70 pct., hvilket rammer aktionærerne, der blot står til et 2022-udbytte på 0,70 cents – 5,20 kr. pr. aktie. Det er et markant fald i forhold til 2021, hvor aktionærerne fik et udbytte på knap 25 kr. pr. aktie.
Forespurgt om rimeligheden i fratrædelsespakken til Kasper Rørsted lød det fra Bjørn Gulden, ny Adidas-topchef, til Financial Times: »Hvis du giver mig 16 mio. euro, når jeg bliver fyret, vil jeg ikke sige, at det er uretfærdigt.«
Norske Bjørn Gulden blev hentet til Adidas fra konkurrenten Puma, der modsat Adidas har haft et forrygende 2022.
Alligevel fik Bjørn Gulden ingen bonusmillioner med, da han skiftede til Adidas. Det fik Bjørn Gulden til at slå fast, at »i det mindste gjorde han (Kasper Rørsted, red.) det bedre end mig der.«
Kasper Rørsted er netop blevet indstillet til en plads i bestyrelsen i A.P. Møller – Mærsk, der afholder generalforsamling den 28. marts. I forvejen er Rørsted medlem af bestyrelsen i den tyske industrimastodont Siemens.