Fortsæt til indhold

Positivt nyt fra USA: Inflationen løjer af

Inflationen er nu aftaget otte måneder i træk i verdens største økonomi, men den er fortsat langt over Federal Reserves målsætning.

Inflationen i USA nåede op på de højeste niveauer i flere årtier, inden prispresset begyndte at aftage. Inflationen er dog fortsat på et meget højt niveau. Foto: Bebeto Matthews/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Prispresset fortsætter med at blive mindre og mindre i verdens størst økonomi. For ottende måned i træk aftog inflationen nemlig i februar, viser den månedlige opgørelse fra Bureau of Labor Statistics.

»Inflationen er nu nede på det laveste niveau i næsten 1½ år. På trods af otte måneder med faldende inflation, så er prisstigningerne fortsat markant højere end hvad der er normalt for amerikansk økonomi,« skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Målt på årsbasis endte inflationen i februar på 6 pct. mod 6,4 pct. i årets første måned, og det var helt på linje med, hvad økonomerne på forhånd havde ventet. Her lød konsensus nemlig også på 6 pct.

Det samme var tilfældet med den såkaldte kerneinflation, som måler prisudviklingen eksklusive udviklingen i energi- og fødevarepriser. Den aftog fra 5,6 pct. i januar til 5,5 pct. i februar, hvilket også var helt på linje med forventningerne.

Selv om tallene målt på årsbasis peger i retning af, at prispresset er lettet, er der dog fortsat et stykke igen, inden det kan siges, at inflationen er under kontrol. Målt på månedsbasis steg inflationen nemlig med 0,4 pct., mens kerneinflationen steg med 0,5 pct. Sådanne stigninger på månedsbasis harmonerer ikke med Federal Reserves (Fed) målsætning om en inflation på 2 pct.

»Der er stadig et betydeligt prispres i den amerikanske økonomi,« konkluderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank da også i en skriftlig kommentar.

Samme fokus har man i Sydbank, hvor man peger på, at den fortsat høje inflation udgør en hovedpine for Fed. Særligt med de seneste dages udvikling in mente, hvor der er opstået gevaldigt pres på de regionale banker i USA.

»Der er ikke noget at sige til, hvis Fed-chefen Jerome Powell føler sig lidt som en lus mellem to negle. På den ene side står hensynet til inflationen og på den anden side står hensynet til den finansielle stabilitet. Hvor særligt de seneste dages begivenheder viser, at man med de allerede vedtagne pengepolitiske stramninger flirter med at sætte den pengepolitiske stabilitet over styr,« skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Torsdag er det præcis ét år siden, at Fed satte gang i en stramning af pengepolitikken ved at hæve sin ledende rentesats. Stramningerne har været så store og er kommet så hurtigt, at de har været de mest markante i flere årtier.