Flere danskere er bekymrede for privatøkonomien
Med baggrund i en ny undersøgelse er Pricerunner dykket ned i, hvordan danskerne forholder sig til de stigende priser. Resultaterne er urovækkende, lyder det fra forbrugeranalytiker.
Man skulle faktisk tro, at en global krise og en tårnhøj inflation var ved at blive hverdag blandt danskerne.
Alligevel tyder det på, at flere end tidligere nu har svært ved at få enderne til at mødes sidst på måneden.
Det er i hvert fald konklusionen i en ny undersøgelse, som er foretaget af analysefirmaet Nepa i samarbejde med Pricerunner.
I undersøgelsen har Nepa i februar adspurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om, hvordan deres forbrug på nuværende tidspunkt er påvirket af de høje priser.
Her svarer 65 pct. af de adspurgte, at de er bekymrede eller meget bekymrede over, hvordan deres privatøkonomi i fremtiden vil blive påvirket af den nuværende situation i verden. I oktober 2022 svarede kun 55 pct. af respondenterne det samme, og det er således en stigning på 10 procentpoint.
»Vinteren har været hård for mange danskere, og de mærker, at deres økonomi har svært ved at slå til. Deres bekymringer er blevet større hen over vintermånederne, og flere end tidligere siger, at de er bekymrede for fremtiden,« siger Katrine Barslev, som er forbrugeranalytiker hos Pricerunner, i en skriftlig kommentar.
Noget tyder altså på, at flere danskere end tidligere mærker, hvordan den buldrende inflation fortsat har fat i landet, og det lader til at gå den forkerte vej med tilliden til økonomien.
Sidst Pricerunner tog temperaturen på danskerne tilbage i oktober, svarede 48 pct., at de var påvirkede eller meget påvirkede af de stigende priser.
I undersøgelsen fra februar 2023 er det tal nu steget til 58 pct., hvilket dermed er en stigning på 10 procentpoint.
Og stigningen i danskernes økonomiske bekymringer kommer endda i kølvandet på en tid, hvor energipriser og inflationsrater ellers ser ud til at stabilisere sig.
»Det er urovækkende tal, og selvom økonomer peger på, at økonomien er i bedring, så er det ikke noget, den almindelige dansker mærker endnu,« skriver Katrine Barslev.
Så selvom mange lever efter mottoet om, at det skal gå værre, før det kan gå bedre, så er over halvdelen af danskere altså fortsat bekymrede for fremtiden, hvilket også fortsat kan ses på danskernes købemønstre, lyder det fra Katrine Barslev.
»Vi ser stadig en enorm stigning på produkter, som kan gøre hverdagen billigere: frituregryder og airfryers, opladere til elbiler og elcykler er fortsat ekstremt populære,« skriver Katrine Barslev.