Fortsæt til indhold

Tusindvis af diamanter må hentes af turister i amerikansk statspark

I en helt særlig park i den amerikanske delstat Arkansas finder besøgende dagligt værdifulde diamanter.

Der bliver dagligt fundet værdifulde diamanter i statsparken i Arkanses. Foto: PR.
Erhverv

Hvis lommeuld er det eneste, der er tilbage i de gamle bukser, så kan det måske betale sig at tage forbi en helt særlig statspark, hvor besøgende hver eneste dag finder diamanter - som de må beholde.

Altså hvis man tilfældigvis lige befinder sig på de kanter.

Parken ligger nemlig i den amerikanske stat Arkansas og er passende døbt Crater of Diamonds State Park. Diamantkrateret.

Og her - midt i krateret - er netop fundet en meget værdifuld og ualmindelig grim diamant.

Det skriver BBC.

Den amerikanske turist David Andersen fra Tennessee har for vane at slå et smut forbi parken, der ligger knap 600 km. fra hans hjemstavn, og det har i løbet af årene vist sig at være en ganske fin forretning. Han har, ifølge egne beretninger, fundet mere end 400 diamanter i parken indtil videre.

Nu har han så fundet en brun diamant på 3,29 karat, som han har døbt Bud.

»Det står for big ugly diamond (stor, grim diamant, red.),« fortæller han til BBC.

Turister valfarter til Arkansas for at besøge statens berømte diamantpark. Foto: PR.

Men David Andersen er altså ikke den eneste, der har held med at finde værdifulde sager i parken. Siden 1906 er der blevet fundet mere end 75.000 diamanter - heraf parkens passende navn.

Som en ekstra bonus kan turister kvit og frit få lov at stikke diamanterne i lommen, når de finder dem. Faktisk tilbyder parken udlejning af værktøj til at grave og hjælper også med at identificere de ting, besøgende graver frem.

Den eneste undtagelse var, da USAs største diamant nogensinde fundet blev gravet frem i parken. Den er på svimlende 40,23 karat og er nu udstillet på nationalmuseet i Washington DC.