- Opdateret 26/03/2023 kl. 20:13
Energiselskab suspenderer medarbejdere med gyldne bonusordninger
Sag om kæmpebonusser i Energi Danmark tager ny drejning.
Energi Danmark har valgt at suspendere tre medarbejdere, der har optjent bonusser på hver mellem 250 og 300 mio. kr.
Det oplyser Energi Danmarks ejere, energiselskaberne Andel og NRGi, i en pressemeddelelse.
Andel har tidligere oplyst, at man ikke vil honorere de bonusser, som medarbejderne har optjent i 2022, og man har derfor været i forhandlinger med de tre for at få sagen landet i mindelighed.
Det er dog ikke lykkedes.
Andel og NRGi vil ikke acceptere, at der betales bonusser på mere end et etcifret millionbeløb, men de tre medarbejdere er ifølge pressemeddelelsen indtil videre ikke villige til at godtage en »normalisering« af deres bonus, og sagen kan dermed ende i en retssag.
Forgyldte energikøbmænd
Mens forbrugerne har været ramt af voldsomme prisstigninger på energi, har det været gyldne tider for dem, der handler på energimarkederne. I denne artikelserie sætter Finans fokus på energikøbmændene.
Ved du noget? Kontakt journalisterne bag historien på lone.andersen@finans.dk eller krypteret via Signal på 20194235.
Af samme årsag har Energi Danmark nu suspenderet de tre.
»Vi havde håbet på, at vi kunne nå i må̊l med en aftale med de tre medarbejdere i god ro og orden. Desværre er dialogen stoppet. Det ændrer dog ikke på, at bonusaftalen uden loft for de tre medarbejdere er ugyldig, og at Energi Danmark vil fastholde dette synspunkt – også hvis der skulle blive et retsligt efterspil,« hedder det i en fælles udtalelse fra de to direktører i Andel og NRGi, Jesper Hjulmand og Jacob Vittrup, der også er henholdsvis formand og næstformand i Energi Danmark.
De to afslører desuden nye detaljer om de omstændigheder, der omgav de lukrative bonusser.
Aftalen blev indgået under den tidligere direktør, Jørgen Holm Westergaard, der pludselig og uden nogen forklaring forlod posten i februar efter at have været direktør i 23 år.
Hjulmand har gentagne gange sagt, at aftalerne blev indgået uden om bestyrelsen.
Ifølge pressemeddelelsen blev aftalerne indgået »i et pres fra de tre nøglemedarbejdere om kollektiv affolkning af dele af Energi Danmarks trading afdeling, på basis af en - af dem – indgået aftale med en lignende virksomhed, Norlys Energy Trading.«
Direktøren havde ifølge Hjulmand og Vittrup ikke mandat til at indgå en sådan aftale, og det er »Energi Danmarks opfattelse, at aftalen bevidst har været unddraget bestyrelsens kendskab.«
»De tre nøglemedarbejderes aftale ville føre til en bonusudbetaling til hver enkelt medarbejder, der for 2022 svarer til mere end 150 gange sædvanlig årsløn. Bonusser i den størrelsesorden er i strid med aftaleparternes forudsætninger, ligesom det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemå̊de at gøre aftalen gældende,« hedder det.
Jørgen Holm Westergaards advokat, Søren Hessellund Klausen, oplyser til Finans, at den tidligere direktør ikke ønsker at kommentere Andels pressemeddelelse.
Torsdag indrømmede Norlys’ adm. direktør Niels Duedahl, at der også i Norlys’ handelsselskab var blevet lavet bonusser uden loft, ligesom det var sket i Energi Danmark.
Norlys havde dog lukket aftalerne ned i efteråret 2022, da de var ved at løbe løbsk. Det skete ved, at tradingselskabet udbetalte de bonusser, der allerede var optjent og tilbød de pågældende medarbejere at blive genansat på nye vilkår.
Norlys har ikke ønsket at svare på, hvor store bonusser der blev realiseret af medarbejderne. Duedahl oplyste, at bonusserne ikke var i nærheden af trecifrede millionbeløb. Han ønskede ikke at svare på, om de var tocifrede.
I et interview konfronterede Finans Niels Duedahl med udsagn fra branchekilder om, at Norlys Energy Trading selv havde været med til at drive lønninger og bonusser i vejret med en aggressiv jagt på medarbejdere.
Niels Duedahl svarede:
»Det kan jeg 100 procent afvise.«
Norlys og Niels Duedahl havde ingen kommentarer søndag. Finans arbejder på at få en kommentar fra de tre nu suspenderede medarbejdere.