Stor mystik om ikonisk skyskraber: Ny ejer kan ikke betale depositum
Det er uvist, hvad der nu skal ske med den verdenskendte bygning i New York.
Den verdenskendte skyskraber The Flatiron Building, der blev bygget som New Yorks første skyskraber og stod færdig i 1902, afventer i disse dage sin fremtid.
Bygningen har de seneste mere end 120 år huset restauranter, barer, lejligheder og kontorer, men de seneste tre år har den ikoniske skyskraber stået tom, efter selskabet Macmillian Publishers forlod den.
Siden har bygningens nuværende ejere ikke kunnet blive enige om, hvad der skal ske indvendigt. Det resulterede i, at en dommer på Manhattan for nylig besluttede, at skyskaberen skulle skifte ejer ved hjælp af en tvangsauktion. Men selvom det lykkedes at finde en køber, er der fortsat tvivl om The Flatiron Buildings fremtid.
Den nye ejer Abraham Trust, der en fond ejet af den amerikanske investor Jacob Garlick, er nemlig tilsyneladende ikke i stand til at betale de 10 pct. af købesummen i depositum, som det kræver at gennemføre handlen. Det skriver det norske medie E24.
Dete betyder, at der fortsat er tvivl om, hvad der skal ske med den kendte bygning.
Ifølge mediet er The Flatiron Building solgt for 190 mio. dollars. Det svarer til omkring 1,3 mia. danske kr.
Det er ikke første gang, at skyskraberen ender på tvangsauktion. Det samme skete i 1933 under Den Store Depression.
Forud for tvangsauktionen var bygningen ejet af Sorgente Group, GFP Real Estate, ABS Real Estate Partners og Nathan Silverstein.
Sidstnævnte var tæt på at sikre sig fortsat ejerskab af The Flatiron Building, da han i forbindelse med tvangsauktionen ”kun” bød en halv mio. dollars under Jacob Garlicks fond.
Da Jacob Garlick ikke kan betale depositummet i forbindelse med handlen, får Nathan Silverstein nu mulighed for at købe den ikoniske bygning gennem et nyt bud.
Ifølge E24 har han dog oplyst på sin hjemmeside, at han ikke vil byde igen. Derfor skal der afholdes en ny auktion. Det er uvist hvornår.



