Fortsæt til indhold

Nobelpris-vinder: Kunstig intelligens åbner op for fire-dages arbejdsuge

Hvis man skal tro Christopher Pissarides, der er professor ved London School of Economics, åbner chatrobotten ChatGPT op for, at arbejdstagere snart kan få mere fritid.

Det kan ændre arbejdsgangene på verdens advokatkontorer, hvis chatbots, såsom OpenAI's ChatGPT, for alvor vinder indpas. Foto: Florence Lo/Reuters/Ritzau Scanpix
Erhverv

Kunstig intelligens – også kaldt AI - såsom ChatGPT åbner døren for en fire-dages arbejdsuge ifølge den Nobelprisvindende professor Christopher Pissarides fra London School of Economics. Således skriver Bloomberg.

Christopher Pissarides, der er specialiseret i automatiseringens indflydelse på arbejdskraft, mener, at arbejdsmarkedet vil være i stand til at tilpasse sig kunstig intelligens hurtigt – og dæmmer ned for bekymringerne for, at teknologien vil bidrage til massearbejdsløshed over de kommende år.

»Jeg er meget optimistisk i forhold til, at vi kan øge produktiviteten«, understregede professoren i et interview til en konference i Glasgow:

»Vi kunne øge vores overordnede velvære fra arbejde og få mere fritid. Vi kunne nemt få en fire dages arbejdsuge,« sagde Christopher Pissarides.

Chatrobotter som OpenAI’s ChatGPT og Googles Bard har de seneste måneder taget verden med storm. Over 100 mio. mennesker bruger i dag ChatGPT, der er blevet hyldet som et teknologisk kvantespring.

Teknologien spås at kunne øge arbejdseffektiviteten betragteligt, men har også skabt frygt for, at hundredvis af millioner jobs er i fare. F.eks. har storbanken Goldman Sachs estimeret, at kunstig intelligens såsom ChatGPT bringer 300 mio. stillinger i fare.

De kan lave meget af det administrative arbejde som i dag udføres af mennesker, og ifølge rapporten fra Goldman Sachs vil AI eksempelvis kunne automatisere 46 pct. af generelle administrative opgaver og 44 pct. inden for advokatbranchen. Til gengæld vil den blot ramme 6 pct. inden for byggebranchen og 4 pct. af stillingerne inden for vedligehold

Christopher Pissarides sagde, at teknologien stadig kunne tage en ond drejning, såsom at blive brugt til overvågning eller krænke privatlivets fred. Men den vil kunne gøre en stor forskel for produktiviteten - og fjerne det kedelige arbejde og efterlade det interessante til mennesker.

»Det vil tage lang tid, før det får en reel indflydelse, og i løbet af den tid vil folk tilpasse sig. Det, du har brug for i tilpasningen, er dybest set bare opkvalificering,« lød det fra Christopher Pissarides, skriver Bloomberg.

Goldman Sachs mener, at kunstig intelligens vil kunne modvirke den nedgang i effektiviteten, som verdens udviklede økonomier har været udsat for siden Finanskrisen. Storbanken estimerer, at AI vil kunne bidrage med en forøgelse på 7 pct. af den årlige globale BNP.

»Kombinationen af betydelige besparelser på arbejdsomkostninger, nye jobs og højere produktivitet for ikke-fordrevne arbejdere øger chancen for et produktivitetsboom, der øger den økonomiske vækst væsentligt,« skriver Goldman Sachs i sin seneste rapport om kunstig intelligens.

Artiklens emner
Robotteknologi