Danskers elbil er længe ventet: Nu er der nyt om bilens fremtid
Fisker forventer at øge produktionen i Europa ganske snart og aflevere de første biler derefter.
Danske Henrik Fisker har ladt verden vente længe på hans elbil Fisker Ocean, som er blevet forsinket i flere omgange.
Men nu sætter hans bilfirma Fisker Inc. et nærmere tidspunkt på, hvornår kunderne kan forvente at få Fisker Ocean-bilen leveret.
Ifølge en pressemeddelelse fra Fisker Inc. vil produktionen i Europa blive øget fra den 20. april, da de endelige godkendelser af bilen i Europa forventes at være på plads i slutningen af april.
Derefter bliver de første biler leveret til europæiske kunder, sandsynligvis allerede fra maj ifølge nichemediet Fiskerati, der specifikt skriver nyheder om Fisker Inc.
»Jeg påskønner tålmodigheden fra de, der har reserveret, og jeg er begejstret over at få køretøjerne i hænderne på vores kunder,« siger Henrik Fisker i den nye pressemeddelelse.
Han har ved en tidligere lejlighed udtalt, at Danmark er Fiskers største europæiske marked hvad angår forudbestillinger.
I februar var der omkring 65.000 forudbestillinger af Fisker Ocean-bilen, men hvor mange af de forudbestillinger, der kommer fra Danmark, svæver i vinden.
Dog ligger det fast, at Fisker-interesserede danskere allerede fra i dag tirsdag den 11. april kan besøge det udstillingscenter i Taastrup, som har første åbningsdag. Ligeledes åbner der et udstillingscenter i østrigske Wien tirsdag.
Fisker Inc. er børsnoteret i USA, hvor aktien har haft et hårdt liv gennem det seneste år med et fald på 55 pct. Alene i år er faldet på 25 pct.
Det er en markant værre udvikling end børsnoterede bilaktører som Tesla, General Motors og Volkswagen.
Fisker Inc. har en markedsværdi på over 1 mia. dollars, og det har tidligere været fremme, at Henrik Fiskers ejerandel er på omkring 20 pct. af bilfirmaet. Det gør ham til milliardær på papiret.
Henrik Fisker har tidligere designet James Bond-biler for BMW, luksusbiler for Aston Martin og var designkonsulent for Tesla. Ligesom han stod bag Fisker Automotive, der dog gik konkurs i 2014.

