Fortsæt til indhold

Kræver 1,5 mia. kroner: Finsk energiselskab anklager Vestas for at løbe med pengene

Et projekt i Rusland blev droppet af Vestas, men den finske partner Fortum fik aldrig de mange penge tilbage, som var betalt forud. Sådan lyder de finske anklager i sagen, hvor Fortum nu kræver 1,5 mia. kr. fra Vestas.

EU-sanktioner kom i vejen for en vindmøllepark i Rusland, siger Vestas. Det passer ikke, siger finske Fortum. Foto: PR
Erhverv

Finnerne er kendt for et roligt temperament. Men i den skriftlige melding fra det statsejede finske energiselskab Fortum Oyj er der smæk på. Finnerne er mildt sagt ikke tilfredse med Vestas og de anklager, som den danske vindmølleproducent tidligere i dag sendte afsted. Anklager, som finnerne siger er falske.

Sagen handler om en vindmøllepark i Rusland, som Fortum og Vestas gik sammen om at opføre, før Rusland begyndte sin anden invasion af Ukraine i februar 2022. Men Vestas trak sig fra projektet, da EU indførte sanktioner mod Rusland. Og siden er parterne ikke nået til enighed om det økonomiske efterspil. Derfor er Fortum nu endt med at rejse en voldgiftssag mod Vestas med et krav om tilbagebetaling af 1,5 mia. kr.

Det fik Vestas til at slå tilbage mod den tidligere samarbejdspartner, som bliver anklaget for at se stort på solidariteten i EU og sanktionerne fra EU.

»Vi er overbevist om, at voldgiften er uden berettigelse, og vi er forbavsede og forfærdede over, at en statsejet virksomhed fra et andet EU-land åbent ville sætte spørgsmålstegn ved sanktionerne mod Rusland og dermed EU-landenes sammenhold,« lød det fra Henrik Andersen, topchef for Vestas.

Pressemeddelelsen fra Vestas blev sendt ud med en overskrift om, at Fortum underminerer EU-sanktionerne.

Den bandbulle fik det finske selskab til at fare i blækhuset i løbet af onsdagen.

»Vi har svært ved at forstå, hvorfor vores forretningspartner gennem lang tid, Vestas, pludselig sætter spørgsmålstegn ved, om vi overholder EU-sanktioner i denne sag. Der er absolut ingen tvivl om, at Fortum vil overholde og forsvare EU-lovgivning, EU-sanktioner og i sidste ende EU-sammenhold,« udtaler Nora Steiner-Forsberg, juridisk direktør hos Fortum.

Med til historien hører, at Finland deler 1.340 km grænse med Rusland, netop er blevet optaget i NATO og er kendt som en af de klareste fortalere for støtte til Ukraine.

Ifølge meldingen fra Fortum var projektet i Rusland godt i gang, og Fortum havde betalt ’betydelige’ beløb til Vestas på forskud. Men Vestas leverede aldrig det, som var aftalt. Og på trods af det nægtede Vestas at betale Fortum pengene retur. Sådan lyder altså Fortums udlægning af sagen.

Siden har parterne forhandlet i månedsvis uden at nå til enighed. Og dermed var en voldgiftssag den eneste vej frem, skriver Fortum.

Artiklens emner
Vedvarende energi
Vestas