Fortsæt til indhold

Ekstra Bladet køber Bold.dk

Købet betyder, at Ekstra Bladet får et fodboldsite, der hver måned besøges af mere end 600.000 brugere.

Ekstra Bladet har købt Danmarks største fodboldsite med øjeblikkelig virkning. Her et foto fra VM i fodbold i Qatar. Australien - Danmark på Al Janoub Stadium med Christian Eriksen. Foto: Jens Dresling
Erhverv

Ekstra Bladet har købt Danmarks største forum for elskere af fodbold - bold.dk.

Det kendte site har 600.000 månedlige brugere og er det femtestørste digitale nyhedsmedie i Danmark. Ekstra Bladet er i øvrigt selv landets største, ifølge Dansk Online Index.

»Bold.dk har en helt unik position på det danske mediemarked, og vi glæder os over, at de nu bliver en del af Ekstra Bladet-familien. Ekstra Bladet er især kendt for sin kritiske dækning af store sager i fodbold, og med opkøbet af bold.dk kan vi tilføje en dybere dækning af stort og småt i dansk og international fodbold,« udtaler adm. chefredaktør Anders Borup Sørensen fra Ekstra Bladet i en pressemeddelelse.

Bold.dk skal fortsætte med at være et selvstændigt medie under Ekstra Bladets ejerskab, og på det 23 år gamle fodboldmedie er begejstringen stor over nu at være ejet af Ekstra Bladet.

»Bold.dk er et hjertebarn for især os, der har været med i mange, mange år. Ekstra Bladet kan sikre, at bold.dk kan tage de næste mange skridt videre, så bold.dk også i fremtiden vil være danskernes fodboldplatform nummer ét,« lyder det fra Denis Møberg Larsen, der er adm. direktør for bold.dk.

Ekstra Bladet overtager bold.dk omgående. Det er aftalt mellem parterne, at købesummen ikke offentliggøres.

Artiklens emner
Fodbold
Mediebranchen