Fortsæt til indhold

Otte energikøbmænd varetægtsfængsles i sag om prisfusk

Retten i Aarhus har afsluttet grundlovsforhør af otte mænd, der mistænkes for at have tjent millioner på at manipulere med energimarkederne.

Erhverv

Otte mænd fra et energihandelsfirma er torsdag aften blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Det oplyser den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på Twitter.

De otte, der sammen med den virksomhed, de arbejder i, er beskyttet af navneforbud, er sigtet for at have manipuleret med priser på den nordiske elbørs. De mistænkes for at have scoret profitter for trecifrede millionbeløb i perioden marts 2021-marts 2023 på baggrund af den mulige manipulation. .

Mændene blev anholdt onsdag eftermiddag og fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag, hvor dommeren valgte at lukke dørene af hensyn til efterforskningen på anmodning fra anklagemyndigheden.

Først torsdag aften var afhøringerne af de otte tilendebragt, og her endte dommeren altså med at varetægtsfængsle dem i fire uger, hvorefter sagen igen skal præsenteres for en dommer, hvis politiet fortsat ønsker at tilbageholde de sigtede.

Ifølge NSK har fem kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, mens tre udbad sig betænkningstid.

Inden dommeren lukkede dørene for offentligheden torsdag formiddag, blev sigtelserne læst højt. Sigtelserne er opdelt i to, fordi den ene vedrører medlemmer af direktionen og ejerkredsen, mens den anden retter sig mod menige medarbejdere.

Indholdet af den mistænkte kriminalitet er dog den samme - nemlig at de otte i forening med hinanden manipuleret med elpriserne over en periode på to år.

Det skal bl.a. være sket ved at afgive falske købs- og salgsbud i markedet og ved at handle med sig selv til priser, der har kunnet påvirke prisdannelsen.

Derved har virksomheden ifølge anklagemyndigheden kunnet købe strøm til kunstigt lave priser og sælge til kunstigt høje priser på tværs af priszoner i energimarkedet.

De otte er sigtet efter en paragraf i straffeloven, der kan udløse op til seks års fængsel.

Alle de sigtede erklærede sig torsdag uskyldige i sigtelserne.

Advokat Hans Jakob Folker fra advokatfirmaet Kromann Reumert repræsenterer en af de sigtede direktører i sagen. Han vil torsdag aften ikke kommentere sagen:

»Sagen er blevet behandlet bag lukkede døre, og det må vi respektere,« siger han.

Kendelsen torsdag betyder, at hele den navnebeskyttede virksomheds ledelse nu sidder bag tremmer, og det samme gør flere fremtrædende medarbejdere.

»Det er en problematisk situation for virksomheden, når ledelsen bliver varetægtsfængslet‚ og det vil være noget af det, der skal ses på. Men der er et ønske fra selskabets side om at samarbejde om sagens opklaring og dermed mindske de gener, som sagen medfører, mest muligt,« siger Hans Jakob Folker.

Artiklens emner
Kromann Reumert