Fortsæt til indhold

Energidrik med sportsstjerner i ejerkredsen får millionoverskud

Flere sportsstjerner er ambassadører for den danske energidrik, der har præsteret et resultat over forventning.

Christian Eriksen blev medejer af - og frontfigur for - State tilbage i 2015. Pressefoto: State
Erhverv

Man kunne godt forestille sig, at der bliver udbragt en skål i energidrik i State Drinks nye lokaler i København.

Det danske energi- og vitamindrikselskab, der bl.a. har Christian Eriksen og Caroline Wozniacki i ejerkredsen, har nemlig overgået egne forventninger og femdoblet overskuddet til et resultat på knapt 1,9 mio. kr. på bundlinjen i sit netop offentliggjorte regnskab for 2022.

Omsætningen steg med ca. 46 pct. sammenlignet med året før, hvilket i regnskabet betegnes som »meget tilfredsstillende«.

State blev lanceret i 2015 af stifter og direktør Jon Andersen, der selv er tidligere fodboldspiller.

»Den høje vækst i 2022 er drevet af en fortsat fremgang på det danske marked, hvor State i løbet af året er kommet ind på hylderne hos endnu flere salgssteder samt at flere og flere kunder selvfølgelig får kendskab til og gode oplevelser med vores innovative drikke. Samtidig har vi også fået en god start på en række af de nye markeder, hvor vi har lanceret State,« siger han i en pressemeddelelse.

Foruden de førnævnte sportsstjerner er også tennisspilleren Holger Rune og fodboldspilleren Rasmus Højlund på listen over de i alt 75 ambassadører, som ifølge Jon Andersen er med til at understøtte væksten.

I skrivende stund findes State i 8.000 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Grønland, Island, Portugal, Frankrig og Schweiz. Om få uger lanceres mærket desuden i Østrig, Holland og Belgien.

Forventningerne er høje for det kommende regnskab. I 2023 forventer State, en vækst på 35-40 pct. i omsætningen drevet af et stigende salg i Danmark og udlandet.