Fortsæt til indhold

Norsk forretningsimperie tjener styrtende på dansk supermarked-succes

Den norske forretningsfamilie Reitan, der står bag Rema 1000-koncernen, har tjent styrtende på supermarkedskædens store succes i Danmark.

Rema 1000 har i alt 363 butikker i Danmark - og står over for endnu en stor udvidelse. Foto: Olivia Loftlund
Erhverv

Den norske Reitan-familie har i den grad lukreret på den store succes, som deres supermarkedskæde Rema 1000 har fået i Danmark.

Familien, der står bag Reitan-gruppen og som dermed ejer Rema 1000-konceptet, har over de seneste 5 år nemlig modtaget ca. 2 mia. kr. i udbytte fra Rema 1000 i Danmark - og det forventes, at der for 2023 bliver udbetalt yderligere 500 mio. kr. til de norske ejere.

Det skriver Børsen.

Det store udbytte kommer således også på baggrund af et særdeles godt år for Rema 1000 butikkerne i Danmark, der, i modsætning til de fleste af konkurrenterne, drives af lokale købmænd gennem franchiseaftaler. De danske butikker nåede i 2022 nemlig for første gang nogensinde en omsætning på over 20 mia. kr. i 2022.

Tidligere på ugen kunne Finans også berette, at de danske 7-Eleven-butikker, der ligeledes er ejet af Reitan-koncernen, også har haft et historisk godt år, da kæden i alt omsatte for ca. 2,5 mia. kr. i Danmark.

I alt omsatte Reitan-koncernen i Danmark, hvilket indbefatter franchisedrift af Rema 1000’s butikker, distribution af varer til Rema-butikkerne og blandt andet også 7-Eleven og Circle K, for 24,7 mia. kr.

Det er næsten 30 år siden, at den første Rema 1000 butik blev etableret i Danmark, og der er aktuelt 363 butikker i Danmark. Discountkæden står dog også over for endnu stor udvidelse i år.

I slutningen af 2022 trak den tyske kæde Aldi sig nemlig fra det danske marked, og i den forbindelse blev det meldt ud, at Rema 1000 havde opkøbt 114 af Aldis danske butikker. Efter planen skal 60-80 af disse konverteres til Rema 1000-butikker i løbet af 2023.

Den norske Reitan-familie, der står bag Rema 1000, er ifølge Forbes god for ca. 30,5 mia. kr.

Artiklens emner
Detailbranchen
Rema 1000