Britiske supermarkeder løber tør for peberfrugter
Peberfrugterne er det seneste skud på stammen af frugter og grøntsager, der mangler i de britiske supermarkeder.
Det kan blive sværere for briterne at nå de seks frugter og grøntsager om dagen. I hvert fald, hvis man som sundhedsbevidst brite havde håbet, at peberfrugt skulle være en af de anbefalede seks frugter.
Flere britiske supermarkedskæder melder nemlig, at de ikke kan få peberfrugter på hylderne. Det skriver britiske Sky News.
Det har fået den engelske supermarkedskæde Morrisons til at sætte en begrænsning på, hvor mange peberfrugter hver kunde må købe, mens den konkurrerende kæde Waitrose melder udsolgt af alle varianter undtagen den lidt mere bitre grønne variant af peberfrugten.
Det er ikke første gang, at de britiske supermarkeder har måttet byde deres kunder på store huller i frugt- og grøntafdelingen. Forklaringen har lydt, at usædvanligt dårligt vejr i Sydeuropa, har betydet, at det har været svært at få en række frugter og grøntsager.
Også herhjemme har de dårlige vejrforhold betydet, at flere supermarkeder har haft svært ved at skaffe de fornødne frugter og grøntsager.
I februar fortalte Jens Juul Nielsen, der er kommunikationsdirektør i Coop til Avisen Danmark, at der har været mindre udbud af tomat, salat og aubergine, grundet vejrforhold og sygdom i frugt- og grøntsagerne.
Til Sky News fortæller Andrew Opie, der er fødevaredirektør i brancheforeningen British Retail Consortium, at situationen snart skulle blive forbedret for briterne, da Storbritannien snart gå ind i høstsæsonen.
Indtil da er der en sandsynlighed for, at en brite der havde planer om at lave en ret med peberfrugt i løbet af ugen må forbi et par forskellige supermarkeder eller helt droppe den farvestrålende frugt.
Ifølge Sky News har de britiske landmænd i månedsvis advaret om, at der kan komme mangel på afgrøder, da de ikke mener, at de bliver betalt nok for deres produkter, samtidig med, at deres energiregning er røget i vejret.
Om det så betyder, at prisen på frugterne i fremtiden bliver mere pebrede, venter briterne fortsat på svar på.



