Politiet opruster i kampen mod cyberkriminalitet: »De har indset, der skal andre boller på suppen«
Med en ny hotline og en tredobling af sektionen for high tech crime kaster politiet flere kræfter ind i kampen mod cyberkriminalitet. Eksperter roser udviklingen, som de håber vil reducere de store mørketal på området.
Stadig flere danske virksomheder har oplevet at vågne op med cyberpistolen for panden, fordi internationale ransomwarekarteller formåede at tiltuske sig adgang til deres it-systemer, som det var tilfældet for blandt andre Vestas for et par år tilbage. Eller fordi en uvidende medarbejder naivt fulgte instruktionerne i en høflig mail fra ’direktøren’.

