Fortsæt til indhold

Midt i økonomisk krise: Coop i fyringsrunde

Coop har nedlagt et trecifret antal stillinger.

Coop drev tidligere otte kæder, herunder Kvickly. Nu skal Coop bestå af tre kæder, og det fører til fyringer. Foto: Gregers Tycho
Erhverv

For nylig kunne dagligvarekoncernen Coop fremvise et historisk underskud.

Nu har Coop så nedlagt 180 stillinger på hovedkontoret i Albertslund. Det kommer oveni de 600 stillinger, som Coop meldte ud i januar, at den ville nedlægge i forbindelse med lukningen af Irma og sammenlægningen fra otte til tre kæder.

De 180 stillinger, som Coop nu nedlægger, er fundet gennem sammenlægning af funktioner, forenkling af snitflader og færre ledelseslag.

»Det er meget trist at måtte sige farvel til dygtige kollegaer, men det er en nødvendighed for, at vi kan nå vores mål og styrke vores fremtidige konkurrenceevne,« siger Kræn Østergård Nielsen, topchef i Coop, i en pressemeddelelse.

Fyringsrunden i Coop sker kun få dage før, at der er landsrådsmøde i koncernen. På det møde kan landsrådet lave en vedtægsændring, som kan vælte formand Lasse Bolander.

Her er Coops tre nye kæder ifølge koncernens egen beskrivelse:

  • Coop – Danmarks førende og bæredygtige supermarkedskæde med det bedste fra Irma, Kvickly og SuperBrugsen
  • 365discount – Danmarks grønne discountkæde
  • Brugsen – Danmarks lokale nærbutik
Per Thau trækker sig fra den daglige drift i Coop. Foto: Stine Bidstrup

Samtidig med fyringsrunden i Coop har koncerndirektør Per Thau, der har en fortid som topchef i konkurrenten Dagrofa, valgt at stoppe i den daglige ledelse.

Han fortsætter nu dels som seniorrådgiver for Coops topledelse og dels som repræsentant for Coop i en række bestyrelser og organisationer.

»Det er en win-win-løsning, hvor vi både gør det rigtige for Coop på det strukturelle niveau, og samtidig får jeg mulighed for at forfølge min langsigtede drøm om en bestyrelses- og rådgiverkarriere,« siger Per Thau.

I forbindelse med Per Thaus afgang fra den daglige ledelse har Coop nu forfremmet 47-årige Jeff Salter til ny kommerciel direktør og dermed en del af Coops øverste ledelse.

Ansvarlighedsdirektør Signe D. Frese har i forbindelse med omstruktureringerne valgt at stoppe i Coop. Det sker, fordi der fremover skal være to CSR-afdelinger med et højere fokus på ESG-indsatsen.

Artiklens emner
Detailbranchen
Coop