Fortsæt til indhold

Grøn supersatsning: Dansk succes vil rejse 225 mia. kr. til at bygge fremtidens bæredygtige byer

Folkene bag ejendomsgiganten NREP vil rejse et trecifret milliardbeløb til nye investeringer i grøn teknologi og store byggeprojekter, der skal medvirke til at reducere byernes klimabelastning. Under navnet Urban Partners er det målet at øge porteføljen fra de nuværende 150 til 375 mia. kr. i 2028.

Claus Mathisen står i spidsen for en ny kæmpe satsning på at udvikle fremtidens bæredygtige byer. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Erhverv

Folkene bag en af landets mest succesfulde ejendomsinvestorer, NREP, lægger nu op til en klimafokuseret supersatsning. Under navnet Urban Partners vil de i løbet af de kommende fem år rejse 225 mia. kr., som skal investeres i at gøre byer i Nordeuropa langt mere bæredygtige.

»Der er brug for sådan nogle som os. Borgmestrene og byerne kan ikke løse alle udfordringer alene,« siger Urban Partners’ nye topchef, Claus Mathisen, der indtil nu har været adm. direktør i NREP.

70 pct. af verdens CO2-udledning kommer fra byerne, så det er en bunden opgave at forandre den måde, byerne er indrettet på, påpeger Claus Mathisen. Det vil kræve enorme mængder privat kapital, og Urban Partners forventer at træde ind på scenen som en af de helt store spillere.

»Hvis vi snakker med en by og en borgmester, så er vi ikke en relevant part, hvis vi kommer med 50 mio. kr. til et eller andet vejanlæg. Men hvis vi kan komme med 5 mia. kr. til omstilling af en hel bydel, så er vi en relevant part. Derfor skal vi have en vis størrelse, så vi rent faktisk kan påvirke udviklingen,« siger Claus Mathisen.

Han sidder i Adidas-sko og opsmøget denimskjorte, da Finans kommer forbi NREP’s hovedkontor i Nordhavn i København for at høre om visionerne og strukturen omkring Urban Partners.

Claus Mathisen tvivler ikke på, at Urban Partners kan rejse de nødvendige enorme milliardbeløb fra både danske og internationale investorer. Han vil dog ikke sætte konkrete navne på nye investorer på nuværende tidspunkt, men allerede i dag tæller NREP’s investorer navne som Novo Nordisk Fondens investeringsselskab, Novo Holdings, pensionskassen Industriens Pension, den norske statsfond Nysnø samt tyske BMW Foundation.

»Hen over det seneste årti er vi vokset næsten 40 pct. om året i snit, og de sidste fire år har vi jo accelereret den vækst. Der er ikke så mange virksomheder i dette niveau, og det gør, at vi kan tiltrække kapital i en anden skala,« siger Claus Mathisen.

Med aktiver for 135 mia. kr. er NREP Nordens største ejendomsinvestor. Ud over ejendomme har koncernen over de seneste år kastet sig over ventureinvesteringer i nye klimateknologier samt alternative kreditløsninger til bæredygtige ejendomsprojekter.

Nu etableres Urban Partners som det overliggende holdingselskab og hovedindgangen til fire forskellige forretningsben, som alle har fokus på at reducere byernes klimabelastning.

Det klart største forretningsben vil være NREP. Desuden skal der skrues massivt op for finansieringsselskabet Velo Capital og venturefonden 2150, der bl.a. har investeret i nybrud inden for beton og solceller.

Endelig søsætter Urban Partners en ny kapitalfond under navnet Luma Equity. Fonden, der forventes at foretage sine første investeringer senere i år, skal ligesom venturefonden have fokus på løsninger, der kan nedbringe udledningen af drivhusgasser i bymiljøet.

»Ejendomsforretningen begynder at have tilpas skala. Det har de andre forretninger ikke. De skal blive voldsomt meget større,« siger Claus Mathisen.

Målet er, at den samlede portefølje fra alle fire forretningsben skal vokse fra de nuværende 150 mia. kr. til 375 mia. kr. i 2028.

Til sammenligning har Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der er en af verdens største investorer inden for energiinfrastruktur, en målsætning om at runde 750 mia. kr. i 2030.

»Der er paralleller mellem os og CIP. Vi har begge en holistisk forståelse for, at der er en overordnet problemstilling, og at der ikke behøver at være en geografisk begrænsning i forhold til at løse den,« siger Claus Mathisen.

Claus Mathisen bliver nye CEO for Urban Partners. Samtidig stopper han som topchef i NREP, hvor Rune Kock er ny mand i front. Arkivfoto: Søren Bidstrup.

Visionerne for Urban Partners er yderst opsigtsvækkende, mener Joachim Sperling, der er direktør i den erhvervsrettede tænketank Axcelfuture.

»225 mia. kr. er rigtig, rigtig mange penge. Men hvis man skal bygge bydele, så er der også brug for rigtig mange penge,« siger Joachim Sperling.

Han kommer selv fra kapitalfondsmiljøet, men har ikke direkte relationer til folkene bag Urban Partners. Set fra sidelinjen vurderer han, at der er kæmpestore perspektiver i at gå målrettet efter investeringer i fremtidens bæredygtige byer.

»Det med at udvikle bydele i et koncept, hvor man både har kapital og kompetencer samlet et sted, lyder helt rigtigt i mine ører. Der er masser af penge derude, som gerne vil søge de rigtige steder hen. Hvis der kommer nogen her, som er lidt dygtigere end de andre til at bygge noget, som folk rent faktisk gerne vil bo i, så tror jeg også, at de kan skaffe pengene,« siger Joachim Sperling.

Det afgørende bliver ifølge ham, om Urban Partners vil være i stand til at sikre sig de attraktive byområder, når de kommer ud i de store byer i Europa.

»Det er bare en helt anden opgave, når man kommer ud af sin egen andedam,« siger Joachim Sperling.

Urban Partners har allerede tråde ude til en række af internationale storbyer. Sidste år satte Claus Mathisen underskriften på en partnerskabsaftale med det globale netværk C40 om at udvikle fremtidens bæredygtige byområder. C40 tæller knap 100 borgmestre fra forskellige byer rundtom i hele verden.

Målet er bl.a. at udvikle såkaldte 15 minutters-byer. Det er betegnelsen på bydele, hvor man på 15 minutter kan bevæge sig mellem sin bopæl, grønne områder, arbejdspladsen, daginstitutionen og supermarkedet uden brug af bil. Et eksempel på det er Jernbanebyen i København.

NREP’s portefølje gemmer dog stadig på en række ældre ejendomme fra 1980’erne, som i deres nuværende stand ikke lever op til den grønne salgstale.

Det har selskabet lovet at ændre på. NREP har således sat et mål om at være CO2-neutral i 2028 i forhold til driften af hele porteføljen samt alt nybyggeri. En plan, der tidligere har vakt opsigt, fordi mange andre virksomheder først styrer efter at blive CO2-neutrale i 2050.

Claus Mathisen forsikrer da også, at samtlige 225 mia. kr., som han forventer at rejse frem mod 2028, vil blive investeret i grønne aktiviteter.

»Vi gør ikke dette for sjov. Vi gør det, fordi vi mener, at vi kan gøre en forskel. Både når det handler om at skabe attraktive afkast, og når det handler om at forandre verden til et bedre sted,« siger Claus Mathisen.

Hvor andre tænker, at det er dyrt at gå foran med de grønne løsninger, har Claus Mathisen det lige omvendt. Han er overbevist om, at de bæredygtige ejendomme bliver mere værd på sigt, mens de mest klimabelastende bygninger vil falde i værdi.

»Jeg vil ikke være på den forkerte side af det som investor. For så investerer jeg ind i et tab, og det giver nul mening. Derfor vil jeg gerne presse mine leverandører og mine teams til at sørge for, at vores investeringer er mere attraktive i fremtiden, end de er i dag. Det er den forretningsmæssige logik, vi arbejder efter,« siger han.

Artiklens emner
Ejendomsbranchen
Investbranchen