Hollandsk mand har doneret sæd til Cryos efter bandlysning
Mange lande har en øvre grænse for, hvor mange familier en mand må donere sæd til gennem klinikker - men det har ikke stoppet en 41-årig fra at bidrage til tilblivelsen af mere end 500 børn.
Først blev han bandlyst fra hjemlandets sædklinikker. Nu er en 41-årig hollandsk mand altså blevet pålagt aldrig mere at donere sæd, efter det er kommet frem, at han er donor til mellem 500 og 600 børn på verdensplan - herunder også i Danmark.
Det skriver CNN.
Det er i ren og skær frygt for indavl, at en hollandsk domstol fredag beordrede manden at stoppe med at opsøge sædklinikker i ind- og udland. Fremadrettet kan han risikere en bøde på mere end 745.000 kr. for hver overtrædelse.
Dommen falder, efter forældre til mandens donorbørn i samarbejde med en fond, der repræsenterer børnene, anlagde et civilt søgsmål mod hollænderen.
De mener nemlig, at det skader børnenes fremtidige muligheder for frit at finde kærlighed uden frygt for potentielt at være i familie med en mulig partner.
Da manden i 2017 blev bandlyst fra hollandske sædklinikker efter at have doneret sæd til mere end 100 familier, søgte han ud over landets grænser. Og her ramte han bl.a. Danmark, hvor han har været flittig donor til landets største sædbank, Cryos.
»Da den pågældende donor blev donor hos Cryos, havde hverken Cryos eller offentligheden viden om, at han allerede havde doneret flere steder. Så snart vi blev opmærksomme på, at han havde brudt denne kontrakt med os, standsede vi distributionen af hans sæd,« forklarer sædbanken i et skriftligt svar til Finans.
Ifølge Cryos’ egne regler, kan man ikke få lov at være sæddonor ved klinikken, hvis man er - eller har været - det ved en anden sædbank. Og man skriver desuden under på, at man heller ikke gør det i fremtiden.
Derudover siger dansk lovgivning, at en mand maks må donere sæd til 12 familier inden for landets grænser. Der er imidlertid ingen øvre grænse, når det drejer sig om udlandet.
»Eftersom der ikke er et centralt register for donorer i EU eller globalt, har Cryos og andre sædbanker ingen mulighed for at tjekke, om en donor allerede har doneret et andet sted,« understreger Cryos.
Derfor har sædbanken også for nyligt indgivet et indlæg til EU Kommissionen, hvor man anbefaler oprettelsen af et fælles donorregister, så sager som denne ikke finder sted fremover.

