Sæther Nordic slår rekord på omsætningen - men resultatet halter efter
Til trods for at Sæther Nordic solgte kosmetik for et milliardbeløb i 2022, så er det stadig ikke en tilfreds ledelse, der sidder tilbage med regnskabet.
Selvom kosmetikvirksomheder Sæther Nordic aldrig har omsat for så højt et beløb som i 2022, så beskriver ledelsen alligevel året som »mindre tilfredsstillende.«
Overskuddet lever nemlig langt fra op til det mål, man oprindelig havde sat sig.
Det fremgår af Sæther Nordics seneste regnskab.
Virksomheden, der sælger skønhedsmærker som Balenciaga og Burberry til hele Norden, omsatte sidste år for knap 1,4 mia. kr. mod 1,2 mia. kr. året forinden.
Resultatet landede imidlertid på 33,3 mio. kr. efter skat, hvilket er under halvdelen af 2021-overskuddet på 67,8 mio. kr. Virksomheden selv, havde forventet et turnover på 25 pct.
»Årets resultat er negativt påvirket af det faktum, at koncernen har etableret en ny struktur i organisationen, havde et anderledes produktudvalg og åbnede et nyt varehus,« skriver ledelsen i regnskabet.
Virksomheden blev stiftet i 1983 af Ellinor Sæther, og har siden sin spæde start haft flotte resultater.
Den ukronede kosmetikdronning afgik ved døden i januar 2023 i en alder af 76 efter flere års sygdom.
I 2020 trak Ellinor Sæther sig som eneejer og adm. direktør, da selskabets nuværende adm. direktør Palle Pedersen købte sig ind. Hun forsatte som bestyrelsesformand frem til sin død.
For nyligt kunne Finans fortælle, at der foruden Palle Pedersen var kommet to nye navne i ejerkredsen, nemlig den adelige modemilliardær Harald Peter Graf Holstein-Holsteinborg og Ellinor Sæthers tidligere partner, Søren Tyge-Sørensen.
I år kan Sæther Nordic fejre 40 års jubilæum og i et LinkedIn-opslag fra virksomheden selv, lyder det, at»det er smertefuldt, at Ellinor ikke kan være med os på dagen – men hun vil altid være i vores hjerter nu og i fremtiden.«

