»Dårlige tabere«: DBU anker dom i sag mod Power
Power fik i april Sø- og Handelsrettens ord for, at virksomheden ikke havde krænket DBU's rettigheder i forbindelse med EM-slutrunden i 2021. Nu har DBU valgt at anke dommen, som skal køre i Østre Landsret.
For to uger siden konkluderede Sø- og Handelsretten, at Power ikke krænkede DBU’s rettigheder i tre reklamer, som blev bragt før EM-slutrunden i fodbold 2021. Men det ser ud til, at striden ikke er slut.
For fodboldorganisationen DBU har valgt at anke Sø- og Handelsrettens afgørelse fra den 20. april. Sagen skal derfor en tur Landsretten, hvilket får Jesper Boysen, der er adm. direktør i Power, til at skyde med skarpt.
»Jeg anerkender fuldt ud deres ret til at anke, men jeg må sige, at jeg synes, DBU tangerer en flok dårlige tabere. Begge parter har fremført deres sag. Retten har vurderet indgående og afsagt en dom. DBU har tabt. Hvad er der mere at diskutere,« siger han i en pressemeddelelse.
Power stævnede DBU for at få rettens ord for, at virksomheden ikke overtrådte loven i forbindelse med en reklame i forbindelse med EM 2020, som blev afholdt i 2021. Omvendt krævede DBU 1 mio. kr. i erstatning i sagen, som unionen mener er af principiel karakter.
Mere konkret handler sagen om en Power-reklame, hvor der medvirker en fiktiv fodboldspiller, som ifølge DBU er iført en spilletrøje i en farve, der giver associationer til det det danske herrelandshold i fodbold, som DBU ejer de kommercielle rettigheder til. På den anden side er Power overbevist om, at man har fulgt lovgivningen på området.
Da der faldt dom i april, lagde retten vægt på, at reklamen »illustrerer en generisk situation i en professionel fodboldkamp i form af en jublende spiller på et stadion med tilskuere.« Sø- og Handelsretten mente med andre ord, at reklamerne ikke indeholdte ”direkte eller indirekte” referencer til det danske fodboldlandshold i strid med reglerne.
Se de omstridte reklamer og domsafsigelsen
»Jeg har desuden noteret mig, at ikke en eneste af de eksperter, der tidligere har fulgt og udtalt sig om sagen, har sat spørgsmålstegn ved dommens resultat. Tværtimod. Det siger mig, at sagen er landet det helt rigtige sted. Og det burde DBU tage ad notam i stedet for - igen - at trække den her sag i langdrag,« fortæller Jesper Boysen i meddelelsen.
Power lagde som en del af retssagen påstand mod DBU om krænkende udtalelser, da Ronnie Hansen, den daværende kommercielle direktør i DBU, til Radio4 udtalte, at Power er »en virksomhed, som har virkelig mange sager ved Forbrugerombudsmanden« og »er notorisk kendt for at gå lige til grænsen også lidt over, når det kommer til markedsføring«.
Her blev DBU frifundet for at have overtrådt loven. Power har ifølge pressemeddelelsen ikke tænkt sig at anke den del af sagens afgørelsen.
Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, bekræfter over for Finans, at DBU har besluttet at anke dommen efter at have gennemgået detaljerne.
»Vi må konstatere, at vi er uenige med argumenterne og udfaldet. Derfor anker vi dommen og vil have den afgjort i Østre Landsret,« fastslår han.
Han understreger, at DBU mener, sagen har en principiel karakter.
»Det er vigtigt at forsvare vores immaterielle rettigheder, og når vi har kommercielle partnere, som betaler store beløb for at være en del af en fodbold fest, som der eksempelvis op til en EM-slutrunde, så kan vi ikke have, at virksomheder hopper ind i midten af festen uden at betale. Det har de tydeligvis gjort i vores optik,« bemærker Jakob Høyer.
Han er desuden forundret over retorikken fra Power-direktøren.
»Det viser en vis respektløshed over for retssystemet. Selvfølgelig kan vi anke en sag, når vi er uenige. Det er ikke Ludo eller Skolefodbold. Det handler om rettigheder til mange millioner kroner,« siger Jakob Høyer.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår sagen skal for retten igen.

