Elon Musk bekræfter: Her er Twitters nye topchef
Rygterne om, hvem der skal overtage topchef-posten i Twitter, har svirret, siden Elon Musk i går meldte ud, at man havde fundet en kvindelig afløser.
Linda Yaccarino afløser Elon Musk som Twitters administrerende direktør.
Således bekræfter Elon Musk i et opslag på det sociale medie.
Tesla-milliardæren har siden sidste år, hvor han opkøbte Twitter, været topchef i den amerikanske tech-virksomhed, og torsdag meldte han ud, at man havde fundet en kvindelig afløser til posten.
Men satte ikke navn på vedkommende, og efterfølgende har rygterne svirret på de sociale medier - og det var da rigtigt nok også Linda Yaccarino, som mange havde spået, som overtager stillingen.
»Linda Yaccarino vil hovedsageligt fokusere på driften af virksomheden, mens jeg kommer til at fokusere på produktdesign og nye teknologier,« skriver Elon Musk på Twitter.
Linda Yaccarino har ifølge CNN arbejdet for mediekonglomeratet NBCUniversal i mere end 11 år og har senest haft stillingen som formand for global reklame og partnerskabet i virksomheden. Før da var hun driftsdirektør for reklamesalg og markedsføring i Turner Broadcasting.
Nu skal hun forsøge at løfte Twitter, som de seneste syv måneder har været udfordret af dalende reklamesalg og har måttet fyre medarbejdere i massevis, siden Elon Musk overtog styringen af virksomheden.
Før nytår satte Elon Musk sin egen stilling hos Twitter til afstemning på det sociale medie. Den endte med, at et flertal stemte for, at han skulle forlade stillingen.
Mere end 17 mio. brugere stemte, og 57,5 pct. mente, at Elon Musk ikke skulle fortsætte som topchef.
Han købte sidste år Twitter for 44 mia. dollars, hvilket svarer til 300 mia. kr.
Linda Yaccarino overtager stillingen som adm. direktør om seks uger. Fremadrettet skal Elon Musk have rollen som teknisk direktør og bestyrelsesformand i virksomheden, skriver han på Twitter.


