Millionhandel: Målmand fra "dansker-klub" kan blive blandt de dyreste
Premier League-målmand kan blive blandt de fem dyreste i fodboldhistorien.
Det kan blive en dyr affære, hvis man som fodboldklub ønsker at få fingrene i Brentford-målmanden David Raya.
Den danske fodboldtræner i Premier League-klubben, Thomas Frank, forlanger nemlig ikke mindre en 40 mio. pund, eller 340 mio. kr. for målmanden.
Det skriver blandt andre britiske Metro og Daily Mail.
Hvis en handel i den prisklasse går igennem, vil det gøre den spanske målmand til en af de fem dyreste målmandshandler i fodboldhistorien.
Den dyreste målmand har indtil videre været Kepa Arrizabalaga, der blev solgt fra baskiske Athletic Club til engelske Chelsea for ikke mindre end 80 mio. euro, svarende til 595 mio. kr. i 2019.
Der er dog langt op til den dyreste handel for en fodboldspiller i Premier Leagues historie. Den plads går nemlig til den argentinske midtbanespiller Enzo Fernandez, der i år blev solgt af portugisiske Benfica til Chelsea for ikke mindre end 106 mio. pund, svarende til 905 mio. kroner.
Udover at være målmand i den engelske storklub er David Raya også målmand for det spanske landshold.
Den kostbare målmand er, indtil et eventuelt salg, kollega til flere danskere. Ud over den danske træner, spiller han bl.a. sammen med landsholdsspillerne Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Mikkel Damsgaard.
Rayas kontrakt med Brentford udløber i sommeren 2024.


