Fortsæt til indhold

Fængslede energihandlere skal blive bag tremmer

En stribe energihandlere kæmpede onsdag i Retten i Aarhus for at komme ud i friheden igen efter fire uger varetægtsfængsling.

Erhverv

Otte energihandlere skal fortsat være fængslet, mens politiet efterforsker dem for mulig manipulation med elpriserne på det nordiske energimarked.

Det står klart efter et retsmøde onsdag, hvor en dommer ved Retten i Aarhus godkendte en forlængelse af de ottes varetægtsfængsling foreløbigt frem til den 13. juni 2023.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som efterforsker sagen, på Twitter.

De otte har siddet bag tremmer siden den 19. april 2023, hvor de blev anholdt en efter en inden for et tidsrum af godt en time om eftermiddagen, ligesom flere af dem fik ejendomme beslaglagt.

Mændene er beskyttet af navneforbud, Finans er således afskåret fra at gengive detaljer, der kan røbe deres identitet.

I retten onsdag argumenterede flere af de sigtedes forsvarere for at opretholde navneforbuddet med henvisning til, at de er ganske almindelige mennesker uden magt og indflydelse, ligesom de ønskede at beskytte deres familier.

Tilhørerpladserne var fyldt med pårørende til de otte mænd, og der blev sendt fingerkys og hilsner på tværs af lokalet, både da de sigtede blev ført ind i retssalen, og da de pårørende sammen med pressen kort efter blev sendt ud igen.

Dommeren besluttede nemlig på anklagemyndighedens anmodning at lukke dørene for offentligheden, og mange detaljer er således fortsat ukendte for alle andre end politiet, dommeren, de sigtede og deres advokater.

NSK mistænker de otte for at have scoret trecifrede millionbeløb i profitter til firmaet og bonusser til dem selv.

Det skal være sket ved at handle med sig selv i såkaldte wash trades på tværs af priszoner og landegrænser. Den påståede manipulation kan have gjort det muligt at sælge strøm til kunstigt høje priser i en priszone og købe strøm til kunstigt lave priser i en anden zone.

Alle nægter sig skyldige i sigtelserne.

Kåre Pihlmann er forsvarsadvokat for en af de sigtede, og han siger, at de lukkede døre forhindrer ham i at gengive, hvad der skete på dagens retsmøde.

Retsmødet begyndte onsdag morgen og fortsatte til sidst på eftermiddagen.

»Antallet af involverede og sagens karakter gør bare, at der generelt er meget materiale at skulle forholde sig til,« siger Kåre Pihlmann, som kalder sagen »meget speciel«.

»Retsgrundlaget i sagen er jo en EU-forordning (den såkaldte REMIT-forordning, red.), og det er sjældent, at vi beskæftiger os den type særlovgivning. Der er meget lidt praksis på området, så det meget jomfrueligt.«

Artiklens emner
NSK