Fortsæt til indhold

Konkurrence på lademarkedet: Styrelse lægger op til et forbud mod kernen i Clever-forretningen

Clever sidder solidt på markedet for service- og abonnementsaftaler til elbilejere. Nu foreslås et forbud mod netop den forretningsmodel.

Clever har været aktiv på lademarkedet siden 2009. De mange år og trecifrede millioninvesteringer gør, at selskabet i dag er frontløber på markedet for bundlede ladepakker. Foto: Clever/PR
Erhverv

Et forbud mod såkaldt bundlede produkter på lademarkedet. Det er ifølge en kommende rapport en af måderne til at få mere gang i konkurrencen på markedet for opladning af elbiler.

»Det anbefales, at der indføres et midlertidigt forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning,« lyder et af forslagene i en ny rapport om lademarkedet for elbiler, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen barsler med.

Ifølge styrelsen sidder Clever på 74 pct. af markedet for service- og abonnementsaftaler, som dominerer det spirende milliardmarked for opladning.

»De komplekse produkter og prisstrukturer stiller store krav til forbrugernes evne til at gennemskue produkterne og vælge den bedste løsning. 70 pct. af forbrugerne svarer, at de finder det svært at sammenligne priserne på markedet,« fremhæves det i den kommende rapport, som netop nu er i høring.

Styrelsen afviser at kommentere sagen, da rapporten ikke er offentliggjort.

Til gengæld kalder Konkurrencerådet i rapporten en række anbefalinger - heriblandt det midlertidige forbud - for »forholdsvis markante«, men understreger: »Konkurrencerådet mener, at disse anbefalinger er nødvendige for at sikre et sundt og velfungerende marked.«

I bil- og energikredse ses forslaget om et forbud mod bundling som et regulært frontalangreb på ladekæmpen Clever, der er ejet af de to energikoncerner Andel og NRGi.

Clever ønsker ikke at kommentere styrelsens anbefaling, selv om et forbud vil slå direkte ned i selskabets forretningsmodel.

»Så længe rapporten er i høring, udtaler vi os ikke. Vi vil gerne se, hvad resultatet bliver,« siger pressechef Emilie Linders.

Vi skal have skabt fri og god konkurrence, men der er ingen grund til at detailregulere, hvordan og hvad virksomheder må tibyde af ordninger.
Alexander Bjørn Jensen, politisk konsulent i Dansk Erhverv

Dansk Erhverv langer til gengæld gerne ud efter forbudstanken.

»Vi skal have skabt fri og god konkurrence, men der er ingen grund til at detailregulere, hvordan og hvad virksomheder må tibyde af ordninger. Det er bedre med gennemsigtighed og fair og lige vilkår,« siger politisk konsulent Alexander Bjørn Jensen.

Heller ikke i FDM er der opbakning til et forbud, selv om bilisternes talerør kalder lademarkedet uigennemskueligt.

»Forbrugerne skal forholde sig til mange nye begreber i en ny verden. Derfor vælger mange den nemme løsning. Den nemme løsning er ikke altid den billigste, men vi oplever, at mange vælger en dyrere løsning med åbne øjne,« siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru.

Til gengæld taler De Danske Bilimportører varmt for en øget regulering af lademarkedet.

»Lademarkedet er i hastig vækst, fordi antallet af elbiler vokser markant. Derfor er der brug for en ordentlig regulering, så forbrugerne ikke afkræves overpriser,« siger adm. direktør Mads Rørvig.

Clever har været aktiv på lademarkedet siden 2009 og har i dag installeret omkring 5.500 offentlige ladepunkter. De seneste fem år har lademarkedets frontløber indkasseret et samlet underskud før skat på 621 mio. kr.

Artiklens emner
Elbiler
Bilbranchen