Fortsæt til indhold

Ny liste: Store selskaber betaler fortsat ikke skat i Danmark

Tusindvis af virksomheder, der har forretning i Danmark, har i op mod 25 år ikke betalt skat i landet.

Op mod 6.500 danske virksomheder har ikke betalt skat i minimum seks år. Arkivfoto.
Erhverv

Gennem årene er der flere gange blevet sat fokus på de danske selskaber og virksomheder, som af den ene eller anden årsag ikke betaler selskabsskat i Danmark.

Store multinationale virksomheder som Coca-Cola, McDonald’s og Nestlé er efter stor indsats fra de danske myndigheder blevet tvunget til at betale skat i landet.

Men der er alligevel i dag en lang liste af store virksomheder, som stadig ikke betaler selskabsskat.

Mere end 6.500 selskaber har, ifølge en gennemgang Enhedslisten har lavet af de åbne skattelister, ikke betalt dansk skat i minimum seks år - nogle af dem i helt op til 25 år.

Der kan imidlertid være flere årsager til, at et selskab ikke betaler skat i Danmark, selvom der ligger aktivitet i landet.

»Som udgangspunkt er det sådan, at hvis et selskab er registreret i Danmark, eller har ledelsen sæde i Danmark, så vil selskabet være fuldt skattepligtigt til Danmark,« forklarer Anne Sofie Højrup Bondegaard, der er ph.d. og adjunkt på Aarhus Universitet BSS med speciale i selskabsskatteret.

»Men et selskab kan have perioder med driftsunderskud eller store udgifter til investeringer, som bevirker, at selskabet ikke genererer et skattepligtigt overskud. Hertil kommer, at hvis selskabet er udenlandsk ejet, kan det ofte indgå i en koncern med flere forskellige udenlandske selskaber. I så fald kan der være andre ting, der spiller ind,« tilføjer hun.

Men det er altså ikke helt godt nok, mener Frank Aaen, der er økonom og tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten.

»Jeg mener, at de pågældende selskaber må forklare sig,« siger han.

Hvis man spørger virksomhederne selv, så ville de nok argumentere for, at de skaber arbejdspladser i Danmark, og at medarbejderne så betaler skat. Hvad tænker du om det?

»Nogle af de selskaber, vi har haft fat i gennem tiden, har ikke arbejdspladser i Danmark af betydning. De sælger produkter i Danmark, men er ikke store virksomheder. Og uanset, om man skaber arbejdspladser eller ej, så skal man betale den skat, man skal,« mener Frank Aaen.

Af de selskaber, som siden 2017 ikke har betalt en krone i selskabsskat i Danmark, er bl.a. Seier Capital, der er ejet af den schweizisk-boende erhvervsmand Lars Seier Christensen.

Spørger man Lars Seier Christensen, så er det ganske naturligt, at der ikke trækkes skat fra Seier Capital, fordi det er et holdingselskab, der betaler skat gennem underliggende selskaber.

Størstedelen af disse selskaber er imidlertid sambeskattet med Seier Capital og betaler derfor heller ikke dansk selskabsskat.

»Nogle er, andre er ikke. Saxo Bank var et godt eksempel. Betalte mange hundrede millioner i skat, men på Saxo Bank-niveau. Parken Sport & Entertainment er et nuværende eksempel. Det er sådan, skattelovgivningen er. Men mange af mine nuværende investeringer er også early-stage, så der er ikke et overskud at betale skat af,« forklarer han i et skriftligt svar til Finans.

En kort gennemgang af listen viser, at også forretninger som Scandic Hotels, Telia og Flying Tiger heller ikke har betalt dansk skat i mange år.

Alle tre peger imidlertid på deres mange år med store underskud som årsagen. Selv om at selskaberne nu tjener penge, så har de mulighed for at trække de tidligere års underskud fra i skat indtil det udskudte skatteaktiv er indfriet.

Artiklens emner
Frank Aaen