Fortsæt til indhold

Der er mere end kaffe i kopperne på Northside

Ved hjælp af en chip og en kode vil musikfestivalen Northside i næste uge kortlægge gæsternes måde at genbruge kaffekopper.

Peter Larsen Kaffe driver kaffeboderne på Northside og står bag Comeback-koppen.
Erhverv

Når tusindvis af musikglade gæster indfinder sig på Northside i næste uge, kan de meget vel komme til at spadsere rundt på pladsen med et rygende varmt testforsøg i hånden.

I år er samtlige kaffekopper nemlig udstyret med en QR-kode og en RFID-chip, fordi festivalen helt bogstaveligt vil kortlægge gæsternes måde at håndtere de genanvendelige kopper som et led i arbejdet med at udvikle fremtidens digitale retursystem.

Via chippen kan emballagefirmaet Cirqle - der i lighed med Northside er en del af innovationsfællesskabet Circular Coffee Community - spore hver eneste kop fra servering til aflevering, vask og genbrug i kaffeboderne på den aarhusianske festival. Samtidig får gæsterne mulighed for at følge med i resultatet af deres egen indsats ved at scanne QR-koden.

Idéen til de såkaldte Comeback-kopper udspringer fra Peter Larsen Kaffe, der har grundlagt Circular Coffee Community og for nylig blev hædret for sine bæredygtige ambitioner til prisshowet Finans Impact Awards.

»Emballage er en kæmpe udfordring, når vi taler affald og CO2-udledning. Det gælder i høj grad også i kaffebranchen,« erkender innovationschef Lars Aaen Thøgersen fra Peter Larsen Kaffe.

Testforsøget passer ikke blot ind i Northsides profil som en bæredygtig festival med plantebaserede madboder, men kan også bidrage til hele Aarhus Kommunes mål om at eliminere engangsemballage, vurderer Jan Weber, der er adm. direktør hos Cirqle og partner i kommunens treårige forsøg med pant på takeaway-emballage.

»Kaffekopperne er bare begyndelsen,« konstaterer direktøren.

Artiklens emner
Northside Festival
Peter Larsen Kaffe