Det tidligere Dansk Shell vender underskud til milliardoverskud efter salg
Olieraffinaderiet Crossbridge Energy i Fredericia brager frem blot et år, efter Shell vidersolgte det til amerikansk investeringsselskab.
Efter flere år med trecifrede millionunderskud, besluttede Shell sig i 2021 for at frasælge sit danske olieraffinaderi, Dansk Shell.
Men nu har det vist sig, at olieselskabet måske var en smule for hurtig på aftrækkeren.
I hvert fald har raffinaderiet, der i dag går under navnet Crossbridge Energy Fredericia, netop leveret sit bedste regnskab til dato.
Med en omsætning på svimlende 24,2 mia. kr. og knap 1,2 mia. kr. på bundlinjen vender raffinaderiet for alvor de seneste års udvikling, hvor millionerne synes at være fosset ud af kassen.
Selskabet selv peger bl.a. på den enorme stigning i oliepriser efter udbruddet af krig i Ukraine som en af årsagerne til, at 2022 blev et rekordår.
»Boykot af handel med russiske olieprodukter og sanktioner resulterede i et stærkt product crack på særligt diesel,« skriver ledelsen i regnskabet.
Råolien, som raffinaderiet behandler, blev i 2022 handlet til en gennemsnitspris på 101 dollar pr. tønde, hvilket er knap 30 dollar mere end i 2021.
Ifølge regnskabet bearbejdede Crossbridge Energy Fredericia i omegnen af 2,9 mio. ton råolie i 2022.
Raffinaderiet, som ligger i Fredericia, har eksisteret siden 1966 og producerer ca. 35 pct. af Danmarks forbrug af brændstoffer. Frem til 2021 var det ejet af Shell, som flere gange har forsøgt af frasælge forretningen.
Det lykkedes imidlertid i starten af 2021, hvor det amerikanske investeringsselskab Postlane Partners overtog raffinaderiet, der samtidig skiftede navn.


