Fortsæt til indhold

Søstrene Grene vil vokse hastigt - og må bruge et trecifret millionbeløb på digital satsning

Det familieejede selskab med butikker i 16 lande skruer op for den digitale satsning i hele forretningen.

Søstrene Grene driver kæden med 260 butikker i 16 lande. PR-foto.
Erhverv

Den danske detailvirksomhed Søstrene Grene har store ambitioner om vækst. Det med fordobling i antallet af butikker rundt om i Europa samt ny fart i det digitale salg.

Derfor sætter det familieejede selskab nu fart i en trecifret millioninvestering i it, der skal været et fundament for vækstplanen. Det sker gennem systemet SAP, der skal sikre en samlet digitalisering af forretningen.

Søstrene Grene har aktuelt 260 butikker i 16 lande. Næsten halvdelen drives af franchisepartnere. Ambitionen er at fordoble det tal inden for en årrække. Dertil kommer udvidelse af det digitale salg.

Den hidtil største it-investering skal ifølge medejer og adm. direktør Mikkel Grene understøtte netop de fremtidsplaner.

»Søstrene Grene er vokset og har udviklet sig utrolig meget de seneste år, og vi har appetit på meget mere,« udtaler Mikkel Grene i en pressemeddelelse.

I det forskudte regnskabsår 2021/22 kom Søstrene Grenes egne butikker inkl. onlinesalg ud med et rekordsalg.

Omsætningen voksede med 39 pct. til 1,7 mia. kr. Tælles franchisebutikkerne med, forventes omsætningen at passere 3 mia. kr. inkl. moms i kalenderåret 2023. Målet er at nå 4 mia. indenfor de næste to-tre år.

Værktøjet er både flere fysiske butikker og webshops. Planen er således at udvide med webshops på yderligere otte markeder det næste år og udvide sortimentet af produkter i de digitale kanaler. Samtidig skal der flere fysiske butikker til på de etablerede markeder – ikke mindst i Tyskland og Storbritannien.

Søstrene Grene lancerede den første webshop under corona-pandemien i 2020 og har siden ekspanderet digitalt. Selskabet oplyser, at i 2022 var der tæt på 23 mio. unikke brugere gennem websitet, og på den største dag på webshoppen blev der pakket 80.000 online-produkter på én enkelt dag.

Mikkel Grene er adm. direktør for og medejer af detailselskabet bag kæden Søstrene Grene. PR-foto.

»De seneste to år har vi vækstet vores onlineforretning med 389 pct. på tværs af 8 markeder, og inden julehandlen rammer, kan vi tilbyde onlinesalg på yderligere 8 europæiske markeder,« udtaler Mikkel Grene og fortsætter:

»Dette er en massiv satsning, der skal sikre en fordobling af vores onlineomsætning over de næste par år sammen med den vækst vi oplever på eksisterende markeder. SAP skal bringe os skridtet videre.«

Han peger på, at salgskanalerne mellem det digitale og butikker skal kombineres bedst muligt også gennem investeringen. Og dermed »øge trafikken og konverteringen i de fysiske butikker i kraft af, at vi kan binde online og offline endnu tættere sammen.«

Artiklens emner
Detailbranchen
SAP